Ind i mørket.

Der er varmt i Rom i dag. Det er som om nogen har skruet på termostaten. Så fra at være behagelig, er varmen nu tæt og glødende. Cesare og jeg er lige blevet færdige med morgenmaden. Morgenmad i Rom er intet særligt, så en cappuccino og en croissant og vi er tilbage på farten. “Hvordan fik du egentlig kendskab til mordet så tidligt”? spørger jeg stille mens vi går igennem en smal stille gade, som på rolig romersk manér er begyndt at vågne op. Rød/gule Romaflag vejrer stadig stolt fra vinduerne. De anonyme afskallede facader forvandler sig en efter en til perler af butikker og restauranter. Cesare kigger undrende på mig “jamen politiet bruger mig ofte i de her sager. Du ved når der er religiøse aspekter eller lignede forbundet med forbrydelsen. Det er jo mit speciale”. Vi går et øjeblik i stilhed. “Selvfølgelig“, siger jeg. “Fair nok. Jeg prøver bare at forstå det her“. Vi går ned mod Cesares bil. Han skal tilbage på universitetet og undervise. “Jeg ringer til dig når jeg ved mere om hvem afdøde er. Det kan måske give os nogle flere ledetråde”, siger han og kaster sig ind i bilen og brager afsted i hans for mig nu velkendte lettere hasarderede kørestil.

Jeg går videre gennem byen. Jeg er forvirret. Jeg føler mig som en brik i et større spil. Som en bonde i et spil skak, hvor en udspekuleret konge eller dronning er klar til at ofre mig efter forgodtbefindende. Varmen generer mig. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Jeg leder efter skygge. Jeg leder efter kølig vin. Jeg går forbi et skilt. Vinbar dall’altra parte cupo, står der. Jeg går ind ad døren. Ind i mørket. Ud af højttalerne strømmer tonerne af Madonnas Borderline… Borderline, Feels like I’m going to lose my mind. You just keep on pushing my love over the borderline..… Jeg er kommet til det rette sted. Masser af naturvin og så med Madonna i højttalerne. Meget funky. Jeg går op til baren, kigger mig lidt søgende omkring og spørger efter noget rødt køligt og sprødt. Bartenderen anbefaler et glas Rosso di Gaetano fra Le Coste. Jeg drikker. Vinen læsker min krop. Jeg har det meget bedre. Roen breder sig ud i mine mindste ekstremiteter.

Jeg falder i snak med bartenderen. Han hedder Giampiero Boniperto. Født og opvokset  på landet i det nordlige Lazio. Han fortæller han er opvokset på en gård hvor de primært dyrkede artiskokker og courgetter. Selv har han tidligere arbejdet som slagter, men ejer altså nu vinbaren her. Han taler meget stolt om Lazioregionen. Om mulighederne for at lave stor vin her. Hvordan steder som Piemonte og Toscana løber med al opmærksomheden. Om korruption. Han er meget passioneret. Det hele begynder faktisk at blive en smule anstrengende. Jeg er ikke i humør til passionerede mennesker lige nu. Heldigt bliver jeg reddet af min mobil, der ringer i min lomme. Jeg undskylder mig og går ud i solen. Varmen rammer mig som en mur. “Cesare her. Jeg har nyt. Den myrdede viser sig at være en Gianluca Vialli. Han var sådan lidt en semikendt forretningsmand oppe nordfra. Han ejede en del jord hernede i området”. Jeg siger tak og vender tilbage ind i mørket til min vin og min nye ven. “Endnu et glas af noget lækkert min ven og fortæl mig lidt om vindyrkning og jordbundsforhold her Lazioregionen“. Giampiero fortæller villigt og ud af højttalerne strømmer Madonnas kælne stemme...I made it through the wilderness. Somehow I made it through. Didn’t know how lost I was. Until I found you….fortsættes….

På domaine Karanika render Annette Van Kampen og Laurens Hartman rundt og laver vin. De er vist pænt glade for bobler, men den her er ikke med bobler. Men dem må jeg prøve en anden god gang. Vi er heller ikke i Østrig, selvom navnene klinger derhen ad. Vi er i Grækenland. Vi er i området Amyntaio i Makedonien i Nordgrækenland. Vi er i en gammel sandet søbund med høje sneklædte bjerge omkring, så ikke så meget Sunwing hotel over det. Vinen hedder Tevea Levea og er på Assyrtiko drue fra 2016. Vi er ude i noget økologisk/biodynamisk halløj. Vinen dufter af skal fra citrusfrugter, virkelig den der lidt olierede tørre intense citrusduft der kommer når man river skallen af en citrus. Lidt eksotisk frugtskal er der også. Munden er lidt mere fyldig end forventet, men den følges af en markant syre og en sådan lidt sjov blanding af honning sødme og noget knastør bitterhed.

Forhandler: Oinifilia

Pris: 139

Rating: 4,5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Domagoj Vida

Grazie Roma.

Roma Roma bella, T’ho dipinta io, Gialla come er sole, Rossa come er core mio.… tonerne af Antonello Vendittis Roma Roma Roma, brager ud fra bilernes nedrullede ruder og fra lejlighedernes åbne vinduer, ud i den lune romerske aftenluft. En luft tæt af varme og begejstring.  Fodboldklubben AS Roma har lige slået ærkerivalerne fra Lazio med 5-0. De romerske bysbørn begynder, at tro på endnu et Scudetto til den evige stad. Vi sidder i Cesare Maldinis gamle Alfa Romeo Spider. Vi bevæger os med erfarent overblik mod Roms centrum, mod Trastevere kvarteret. Cesare har booket et værelse til mig på Hotel Santa Maria, nær den smukke Piazza di Santa Maria.

Fremme ved hotellet aftaler Cesare og jeg at spise morgenmad sammen på hotellet næste morgen. Alfa Romeoen forsvinder under høj dytten og i al for høj fart ad de snævre gader i Trastevere. Jeg går ind ad hotellets anonyme port, for at træde ind i den lille oase bag murene, her i det inderste af Rom. Et hurtigt bad og jeg ifører mig et par espadriller, skræddersyet lyst jakkesæt fra Francesco Guida og lyserød skjorte. Sulten og tørsten trækker mig igen tilbage i de summende gader. Smukke rød/gule flag fra fodboldklubben AS Roma vejrer fra næsten hvert et vindue. Farverne er smukke. Farverne er Roma. Retningen sætter jeg mod restaurant La Gattabuia. Først Fiore di zucca fritto, efterfulgt af Bombolotti cacio e pepe og Trippa alla romana. Hertil en flaske Olevano Romano Cirsium fra Damiano Ciolli på Cesanese druen.

Jeg glemmer for en stund den alvor, der har bragt mig til den evige stad. Her hvor det hele startede for adskillige hundrede år tilbage. Candela Dictums vugge. Hvorfra lange arme rækker helt mod det høje nord. Det starter i morgen. I aften skal jeg være fuld. Jeg betaler regningen og bevæger mig ud i søgen efter mere vin. På Via Fratelli Bonnet går jeg ind på vinbaren Litro. Her er masser af Vini Naturali. Jeg bestiller, jeg drikker, jeg bestiller jeg drikker. Jeg drikker. Jeg drikker. Godaften og salute gamle Roma.

Jeg vågner med et chok ved lyden af min mobil der ringer. Ringetonen må være skruet helt op. Jeg famler nærmest i blinde efter mobilen. Mine øjne er endnu ikke åbne, kun lyden hjælper min hånd til at finde vej “Hvad? Det er mig“, er alt jeg fremstammer. Jeg genkender straks stemmen i den anden ende “Der er sket noget“, siger Cesare. “Kom over til Santa Maria Maggiore kirken straks. Jeg venter på dig”. Foran på pladsen til kirken kan jeg se et større opbud af politi. Da jeg nærmer mig bliver jeg mødt af en alvorsfuld Cesare. “Der er noget du skal se, kom med her“. Vi trænger os igennem politi og afspærring frem mod indgangen til kirken. Jeg får kvalme ved det syn vi møder. “Nå hvad tænker du?“, siger Cesare. Foran mig ligger en mand på omkring de 50. Bukser og underbukser er trukket ned om anklerne. I anus placeret en flaske Vigna del Sorbo fra Fontodi. På balderne ridset… Se ikke på vinen, når den skinner rødt, når den glimter i bægeret, rigeligt flyder den! Den ender med at bide som en slange, spy gift som en hugorm… Ordene ridset med samme akkuratesse, som jeg så hjemme ved PiemonteBar. Jeg vender mig mod Cesare med det, som må være et lettere panisk blik. “Det er allerede begyndt. Der er ingen tid at spilde. Hvad siger du til lidt morgenmad?”……..fortsættes…

Erik Banti, Spineto Morellino di Scansano DOCG 2016. (Morellino er lokalt navn for Sangiovese, tror jeg). Og Scansano er vist et sted i området Maremma i Toscana.

I duften masser af mørke saftige modne kirsebær, nogle af dem syltede. Lidt sorte oliven og er der noget tørt kakaostof…måske eller måske ikke. I munden går det igen, ekstremt frugtig, blød og lækker. En god syre giver det hele mening. På andendagen synes jeg der var lidt røg i duften, ellers kunne det også skyldes det faktum, at der var Sankt Hans aften…En vin man helt naturligt bare begynder, at smaske på. Det er ikke super komplekst, men nogle gange er det dejligt med vin uden så meget pis. Det er helt sikkert en vin mange kan lide og til prisen skuffer den absolut ikke. Eneste minus for mig, er at det er en vin der mætter mund og hjerne. Sådan har jeg det i hvert fald med nogle vine. Pludselig er det nok. Prop i og på køl. Men så er der jo på glædelig vis lidt til næste dag også

Forhandler: Carlo Merolli

Pris: vist ca 95kr

Rating: 5/7. God pris/kvalitet forhold

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Klaus Berggren. Ingen dikkedarer.

Engle, dæmoner og ømme balder.

Danmarks måske mest ‘Dan Brown’ agtige vinblogger har iført sig den mørke rullekrave trøje og min fineste tweedblazer. Duften af rig mahogni og pibetobak fylder luften.

…..Three is a magic number, yes it is, it’s a magic number. Somewhere in that ancient mystic trinity. You get‘….. ‘Ja hvad nu for satan. Hvis du ikke har et premeditated murder til mig så lægger du bare røret på helt stille og roligt, for helvede da osse’…. Dianas stemme lyder nøjagtigt som altid, når hun svarer på mobilen. ‘Øh Bermann her, forstyrrer jeg?’, svarer jeg stille. Det er knald eller fald nu. Den kan altid stikke begge veje, når man sådan uopfordret vælger, at forstyrre Diana en sen formiddag inden frokost. ‘Jamen Hello Bermann, long time no see. Hvad går du og roder med? Jeg trak et lettelsens suk ‘Jeg går bare lige rundt og tænker på min all time favorit strømer, og så tænker jeg frokost. Dig og mig på Bistro Bardot. Et par sekunders stilhed, som føles som en evighed. ‘Frokost på Bardot. Du kender mig Bermann. Det er en aftale. Skal vi sige 12.30. Har lige lidt papirarbejde…vi ses‘. Diana afslutter samtalen uden yderligere snak.

Diana Larsen har de sidste par år været chef for en særlig Speciel Wine Unit, som refererer direkte til rigspolitichefen. Hovedfokus i afdelingen er opklaring af alt vedrørende vin, fra almindelig svindel med falske etiketter til afpresning, gidseltagninger og mord. Det er kun de bedste af de bedste, der arbejder i den afdeling. Og Diana er den bedste. Jeg kigger på mit Cartier Santos de Cartier ur. klokken er kun 11. For at slå tiden ihjel slentrer jeg langsomt  rundt i byens gader og venter blot på, at klokken skal blive 12.30.

På Bistro Bardot er frokostrykket godt igang. Stemningen er som altid høj og ud af højttalerne flyder Georges Brassens. Les copains d´abord.…sur la grand-mare des canards Et s’app’lait les Copains d’abord….  Det er trygt og velkendt. Intet på Bistro Bardot ændrer sig. Alt er godt. I køkkenet huserer Francois og på gulvet hans kone Ulla. En Carré de porc ibérique, artichaut, pommes de terre de Noirmoutier til Diana og til mig Foie gras, bouillon de soja, navet, oignon cébette. Flasken på bordet en frækkert på ren Grenache… ‘Nå Bermann lad os cut to the chase, hvorfor har du hidkaldt dronningen af crime solving?. Diana er ikke typen der pakker tingene ind, så jeg kan lige så godt komme til sagen. ‘Det drejer sig om mordet ved PiemonteBar’, siger jeg med påtaget selvsikker stemme. Diana nikker eftertænksomt ‘Det er en rigtig grim sag. Jeg ved ikke hvor meget du ved, men det er en sag der trækker dybe spor”. Jeg fortæller kort og præcist hvad jeg ved. ‘Der er mere i det‘ siger Diana, mens hun nemt lader kniven skære igennem det møre saftige grisekød. ‘Meget mere‘. Min nysgerrighed er overvældende. Jeg stirrer intenst på Diana. Venter på, at den sjaskede blanding af fedt grisekød, sauce, rødvin og spyt, der tydeligt bevæger sig rundt i hendes mund forsvinder ned i svælget.

Der var ridset i liget‘, siger Diana pludseligt uden at kigge op fra sin tallerken. ‘Ridset?’, udbryder jeg overrasket. ‘Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes og søvnen klæder dem i pjalter‘ mumler Diana stadig stirrende på sin tallerken, hvor efterhånden kun striber af resterende sauce er tilbage. Hun suger det sidste op med lidt brød. ‘Hvad i alverden snakker du om’, siger jeg undrende, selvom jeg allerede ved hvor det her er på vej hen. ‘Det er fra Ordsprogenes bog i det gamle testamente. Det var ridset ind i offerets balder med et sharp object. Virkelig flot knivteknik faktisk. Det er jo ret meget tekst på et par balder. Og det skal jo lykkes i første forsøg og være læseligt, ellers kan det nemt blive lettere komisk’, siger Diana og kigger op fra sin tallerken og fastholder mit blik. ‘Ved du hvad det betyder?‘, siger hun mens hun stædigt holder mit blik. Hun lader mig ikke slippe nu.

Jeg føler mig ubehageligt til mode ‘Ja det ved jeg. Jeg troede ikke de fandtes længere. Jeg troede det sluttede for flere hundrede år siden‘, min stemme var tæt på at knække over. ‘Candela Dictum, eksisterer altså stadig?’. Diana nikker bekræftende og fortsætter, ‘Svaret skal findes i Rom. Der er ikke mere at komme efter her. The trace is cold. Kan du tage til Rom i et par dage? Jeg kan ikke gøre det i min egenskab af cop og jeg stoler ikke længere på det italienske politi. Jeg har mistanke om, at flere af dem er en del af det her. Men du kan gøre det Bermann, dit italienske er enestående og du ved hvad det her går ud på. Jeg har bestilt billetter til i eftermiddag og du lander i Fiumicino lufthavn kl 19.30. Du vil blive modtaget i lufthavnen af en god ven, Professor Cesare Maldini. Udover dig er han den eneste jeg stoler på lige nu’. Jeg er lamslået over det jeg hører. Candela Dictum eksisterer faktisk. Som i en osteklokke hører jeg mit spage svar ‘Jamen selvfølgelig kan jeg det‘. Diana smiler. Hun trækker et gammelt gulligt papirsomslag op af sin taske. ‘Her er lidt læsestof til rejsen, så er du op to date on the investigation so far. Der står alt du har brug for at vide. Diana rykker sig lidt uroligt på stolen. ‘Nå Bermann, jeg synes jeg har room for dessert, hvad siger du til en Tarte citron meringuée?.……..fortsættes….

Aftenens vin finder vi i Ioannina i Grækenland. Vi er ude i ultra hipster vin og jeg overlader på doven vis beskrivelsen til det, der iforvejen står på importørens hjemmeside. Hvorfor opfinde frokost tallerkenen igen?  Det her er funky vin…..”Unik i sin slags – orange, semi-sparkling og semi-tør vin, der imponerer med sin karakteristiske og her ukendte traditionelle vinification. Den er fremstillet af den grønne drue, Debina, med tilsætning af en ganske lille mini procentdel af den blå drue, Vlahiko.

Det er en særlig type vin, som har genoplivet den traditionelle halvmousserende vin i Ioannina, der tidligere blev produceret her. Det naturlige karbonat afslører en rigdom af ​​smag og aromaer med en let lille sødme, der blander sig sammen med alle de andre elementer heriblandt lette tanniner.

Nydes iskold som aperitif, til hovedretter med fedme og sødme, til desserten – evt. sorbet – eller til osten. En temmelig all-round krabat”.

Jeg kan kun tilføje, at jeg får tørret eksotisk frugt henad abrikoser, lidt græs og en nøddet sherrynote. Kombinationen af tannin, bitterhed, sødme og syre er dejlig. En vin jeg får lyst til at prøve til en lang række retter i både det salte og søde køkken.

Forhandler: Oinifilia

Pris: 99kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Giorgos Karagounis

En flaske barbaresco i anus.

Danmarks måske mest Liza Marklund agtige vinblogger fortsætter ufortrødent midt ridt ind i vinens og krimiens univers………

…. fortsat fra tidligere.……Især en samtale fra aftenen på vinbar Vingejst trænger sig på. Den kommer tilbage i hidsige påtrængende glimt. Alt kommer ikke på en gang, eller i kronologisk orden, for sådan fungerer det ikke efter en aften med overdreven indtag af vin. Mere i stressende små bidder, glimt der mere eller mindre samlet forsøger at give et klart billede af hvordan begivenhederne kunne have udspillet sig. Den slags efter druk billeder er altid forbundet med en vis usikkerhed, eftersom der kan være sorte huller i hukommelsen, som såfremt netop de var blevet udvalgt af min hjerne, kunne have ændret det endelige billede markant. Min hjerne ovenpå søvnen efter indtag af vin, minder mest af alt om defragtmentering af en computer. Hjernen forsøger at skabe orden i kaos og undervejs vælger den i mangel af andre muligheder at delete diverse, for den mere eller mindre ubrugelige junkfiler. Men hvordan ved hjernen hvad der er junk?

Uanset alle disse hvad nu hvis, sidder jeg tilbage med et billede, som enhver fiber i min krop fortæller mig må være det sandfærdige. Billedet af en samtale med en kvinde. En samtale med konsekvenser. En samtale, som jeg tydeligvis ikke havde forstået faren ved, da jeg gik ind i den.

Vi havde talt i timer. Mest om vinene vi drak, vores favoritdruer, vores tilgang til det at drikke vin, om alt snobberiet i vin, om at vi i hvertfald ikke var snobbede. Vi var på bølgelængde. Enige. Det var ufarligt og behageligt. Næsten trygt. Lige indtil hun bragte et andet emne på banen. Nyhederne havde nogle dage tidligere vist flere indslag om en ældre mand, der var fundet dræbt i en baggård til en af byens andre vinbarer, den legendariske ‘PiemonteBar’. En vinbar der i årevis havde formået at servere det bedste Piemonte området har at tilbyde.

Manden der var fundet myrdet var ikke en Hr. hvemsomhelst. Klaus Bækgaard, som afdøde hed, var blevet ganske velhavende efter for år tilbage at have solgt sin virksomhed for en betragtelig sum penge. At manden netop var velhavende, havde naturligvis affødt en masse teorier og spekulationer omkring årsagen og motivet til mordet. Ikke desto mindre var der meget der tydede på, at politiet var på bar bund i sagen. Det var i hvertfald det min samtalepartner kunne fortælle. Hun kendte, viste det sig, til afdødes familie. Hun var derigennem blevet gjort bekendt med detaljer i sagen, som ellers hidtil havde været hemmeligtholdte. Hun havde spurgt om jeg ville snuse lidt rundt i sagen. Jeg havde svaret ja. Mit normale stærke forsvar var alvorligt svækket af alkohol og liderlighed på det tidspunkt.

Afdøde skulle være blevet fundet liggende på knæ med en klase vindruer i munden og bukser og underbukser trukket ned om anklerne. I anus var placeret en flaske Barbaresco fra Bruno Giacosa. Tekniske og retsmedicinske undersøgelser havde vist, at flasken havde været mere end halvfuld, da den blev installeret i anus. Trods min på det tidspunkt omtågede tilstand, huskede jeg tydeligt mit chok og min afsky over, at nogen kunne være så syg ikke at drikke en flaske fra Bruno Giacosa færdig. Der måtte gå et meget forkvaklet menneske rundt derude. Jeg huskede også at have spurgt om årgangen på vinen og mod hvilket verdenshjørne anus var vendt og et billede var lige så stille begyndt at tage form for mig.

I det øjeblik vidste jeg, at skridtet var taget ind mod vinverdenens mørkeste afkroge, hvorfra jeg ikke kunne vende om. Et mørke jeg til stadighed gang på gang trækkes ind i.

Lettere rystet løsriver jeg mig fra mine tanker. Rejser mig fra min stol, lægger avisen tilbage og betaler tavst Kalle for Croissant og kaffe. Jeg går ud i den lune formiddagsluft. Jeg må hellere ringe til Diana….

 

 

Thymiopoulos Vineyards Young Vines 2016 På Xinomavro drue. Økologisk/biodynamisk. Vi er i Naoussa i det nordgræske Makedonien. Druerne kommer fra de helt unge stokke på 7-12 år. Vinen har ikke fået egefad men ligget på ståltank. Farven er lys og ligner mest af alt ung sprød Pinot Noir. Sammenligningen er ikke tilfældig, for der er absolut nogle lighedstegn mellem den her vin og unge vine på Pinot Noir. Og så alligevel er den helt sin egen. Fantastisk duft af røde bær, især modne jordbær, næsten jordbærgrød. Noget urtet og så en virkelig markant duft af sorte oliven rammet ind af en syrlighed. Alt det går igen i smagen, især falder jeg personligt for kombinationen af jordbær, sorte oliven rammet ind i sådan en lækker syrlighed. Og når vinen samtidig på en samme tid formår at have både dybde og være læskende, så er vi nået langt. Tanninen er der men den er der kun lige til at tørre en smule. Skøn vin.

Forhandler: Oinofilia

Pris: 159kr

Rating 5,5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Sotiris Ninis.