Kapitel 2. Vejen til paradis begynder i helvede.

Byen viser sig fra sin smukkeste side. Lun vindstille formiddag. Jeg har lyst til en lille frisker. Mine ben fører mig mod byens uden tvivl mest snuskede vinbar, The big Zin bar. Hver formiddag mellem 8 og 11 kører de cremant på glas til 10kr. Til de rigtigt morgentørstige er der The Mug til 25kr. Et gammelt marmeladeglas med lige dele Zinfandel, Merlot, Ribena solbærsaftevand og en snas af revet konventionel citronskal.

Stemningen på The big Z er allerede høj. Stamkunderne sidder hvor de altid sidder. Med tørke i munden og tomme blikke løfter de hovedet få centimeter, da jeg kommer ind. Kun for straks at konkludere, at jeg ikke udgør en trussel mod deres gøremål. Jeg spejder ubemærket rundt, mens jeg bevæger mig mod baren “et glas af din fineste Cremant må man bede“. Karton Karsten bag baren nikker indforstået og skænker mig et glas, “Vær så artig“. Jeg mærker den kølige læskende drik væde først mine læber, derefter rulle rensende rundt i min mund for til sidst at forsvinde langt ned i min mave.

Allerede da jeg kom ind så jeg min gode ven Thomas Mørk sidde alene ved et af bordene. Jeg går stille ned til ham “God formiddag Hr. Mørk, hvad bringer dig i løvens hule?” siger jeg, mens jeg trækker en stol ud og sætter mig med et tilfreds suk. Thomas kigger forundret op på mig. “Jeg varmer bare gummerne lidt op. Det er jo en stor dag i dag. Piemontesmagningen nede i den gamle kedelhal”. “Åh ja for satan. Det er jo idag”, svarer jeg, ganske vidende om, at jeg overhovedet ikke anede, at der var smagning i dag. Og så endda en Piemonte smagning. Dagene var lidt rodede sammen for tiden. At jeg kunne glemme en smagning var da vist et vink med en vognstang.

Thomas læner sig stille indover bordet mens han kigger mistænkeligt rundt “har du hørt rygterne?“, siger han med sænket stemme. “Rygter. Hvad snakker du om?“, siger jeg lettere forundret over den retning samtalen begynder at tage. Thomas ryster på hovedet”Hvor fanden har du egentlig været den sidste tid. Du er jo helt på månen mand. Har du ikke hørt om det?. Det er ikke officielt men jungletrommerne fortæller, at der er en Antonio H Conte vin med på smagningen”. Hvis jeg ikke var vågen før, så var jeg det nu “Hvad helvede snakker du om. En Conte!. Jeg troede det var en vin vandrehistorie”.

Sagnet om Antonio H Conte fortæller historien om vinen Persephone og bjerget Monte Vinofino i Piemonte. Et råt uvelkomment sted. En tæt tåge lå hele året som en dyne over bjerget. Tornede buske og krogede træer gjorde stedet ufremkommeligt. For foden af bjerget lå og ligger stadig den lille landsby La Modrica. Beboerne i byen levede i gamle dage meget traditionelt. En dyb overtro prægede livet i byen. Ingen beboer satte nogensinde fod på bjerget Monte Vinofino. Fortællinger blandt landsbyens ældste fortalte historier om, hvordan der levede et væsen på bjerget ved navn Il Mago. Et væsen med ovenjordiske krafter. Der gik historier om vinbønder, der var gået op på bjerget for at lave vin, men aldrig var vendt tilbage. Det var som om bjerget opslugte alt der trådte fod på det.

En efterårsdag i 1962 kom en mand med et stort vildt gråt skæg, iklædt et gammelt sæt Giorgio Armani, ud af tågen. I favnen havde han 7 flasker vin. Uden et ord gik han hen på torvet. Stillede de 7 flasker på et bord på markedspladsen. Vendte sig om og gik tilbage ind i tågen, for aldrig at blive set igen. På hver flaske påklæbet et enkelt stykke papir med ordene ‘a Persephone da Antonio H Conte. Ingen vidst hvem denne Antonio var.

Herefter fortaber historien sig. Ingen ved hvad der skete med de 7 flasker vin. Men sagnet siger, at det var de bedste vine nogensinde lavet. Vine i stand til at åbne såvel helvedes som himlens porte. Vine så ovenud magiske, at det overgik selv de mest lærde vinkenderes fatteevne. Og det siger alligevel en del.

Thomas kiggede op på mig med sit mest insisterende blik. “Jeg har hørt at vinen er under heftig bevogtning. Noget med skudsikkert glas, sensorer ift varme og berøring. Alt det sidste nye sikkerhed. Men fuck jeg skal smage den vin om det så er det sidst jeg gør“. Det var virkelig ikke ret tit, at Thomas satte sig noget for, men når han gjorde, så gik han all in. “Jeg tror jeg ved hvordan vi gør” sagde jeg og tømte mit nu lettere lunkne glas Cremant…. fortsættes….

Aftenens vin er desværre udgået på grund af tekniske vanskeligheder. Et stoppet snudeskaft og et ligeledes lukket eustakisk rør i øret, har gjort det komplet umuligt for undertegnede i en længere periode overhovedet, at nærme mig bare noget der minder om noter i vin. Så hvis aftenens vin var en fodboldspiller tror jeg sgu vi er ude i noget Christian Poulsen.

Hvad er vinens næse?


Det er lørdag morgen klokken er 8. En økologiske shakiso espresso fra Ethiopien i min AS Roma espressokop. Billedet på koppen af Romulus og Remus der ammer ved ulvens bryst gør mig altid i godt humør. Kaffen er floral, frugtig og flygtig. Jeg kaster et blik op på billedet af Francesco Totti på væggen over min gamle Astoria Dual espressomaskine. ‘Skål gamle dreng’, tænker jeg, mens jeg mindes mesterskabet i 2001. En 3-1 sejr over Parma på det olympiske stadion i Rom. Målene sat ind af Totti, Montella og Batistuta. Jeg kan fysisk genkalde mig lettelsen da vi endelig vandt. Juventus pustede os i nakken. En lille sidevogn i form af en grappa di Nebbiolo bliver det også til. Livet er godt ikke sandt?

Ud af min højttaler lyder Brett Andersons særegne plagede stemme…….and as they call you to the eye of the storm. All the people say “Stay at home tonight”. I say we are the pigs we are the swine. We are the stars of the firing line…….. Jeg gør mig hurtigt færdig, lukker og låser hoveddøren efter mig. Byen venter derude. Det bliver en god dag i dag. Jeg kan mærke det.

Alt det var i morges. Klokken må nu være omkring 21. Jeg aner det faktisk ikke med sikkerhed. Min virkelighedsopfattelse er ærligt talt lidt sløret. Sandheden er den, at jeg i øjeblikket hænger med hovedet ned fra 13 etage på hotel Radisson. Det eneste mellem mig og betonfliserne langt der nede, er fire stærke hænder om mine ankler. Min egen råbende rædsel fylder alt inde i mit hoved. Stilheden og vinden alt herude. Ingen ord kommer over mine læber. De slipper mig hvis jeg begynder at skabe unødig opmærksomhed. Oppe fra vinduet hører jeg Giuseppes vedholdende stemme om og om igen ‘fortæl os det, eller du har drukket din sidste flaske Barolo’….. fortsættes….

Vinen i dag er fra Østrig. Nærmere betegnet südsteiermark. Navnet er Terra S fra Oberguess. Druen er Sauvignon Blanc og året 2016. Farven er jeg komplet ligeglad med. Det er hvidvin you know.. I næsen er der i første snif noget træ og moden frugt. Umiddelbart gemmer noterne sig lidt. De virker lidt pakket ind. Der er masser på spil, men jeg bruger lidt tid på at skille det ad. Men ligeså stille får jeg noget melon (de gule), noget fersken og pludselig en hel del grøn peber, altså den friske slags. Der er en på samme tid sødmefuldhed og friskhed tilstede. I munden er vinen først ret let og enkel. Jeg vil ikke bruge ordet vandet, men den glider ubesværet ind i munden…..som man siger!!!. Læskende let frugt. Den slutter på en lang grapefrugtagtig syre og lille bitterhed. En vin der er meget nem at drikke, men absolut med noget kompleksitet og nuance. Ganske flot balance. Duften kan man godt gå lidt på opdagelse i.

Forhandler: Fejøvin

Pris: kan ikke huske….

Rating: gider ikke give point mere…ikke mere af det karakterræs..

Hvis den her vinvar en fodboldspiller: Claude Makelele.


Dødsfald og onani.

Jeg har onaneret meget i dag. Otte gange og klokken er kun kvarter over 13. Det er for meget synes jeg, men jeg kan ikke lade være. Jeg er allerede begyndt at overveje gang nummer ni.

Min udlejer Kirsten Larsen er død. Jeg må indrømme jeg er voldsomt påvirket af hendes død på trods af, at jeg ikke har kendt hende så længe. Hun var et dejligt menneske. Så fuld af liv. Jeg har grædt meget, når jeg altså ikke lige har onaneret. Det er nu faktisk ikke helt korrekt, jeg har også grædt lidt, mens jeg onanerede. Mærkeligt nok er den kombination både fræk og stimulerende. Stærke følelser i et voldsomt spændingsfelt. Jeg kan li’ det.

Kirsten døde ikke det man sædvanligvis vil kalde en naturlig død. Hun ligger oppe i stuen. Der er meget blod. Jeg har ikke ringet efter nogen. Jeg burde vel ringe til politiet. Er det ikke det normale at gøre?.  Jeg overvejer lidt for og imod. Lige i øjeblikket hælder jeg mod imod.

Jeg har åbnet en flaske Giacomo Conterno Barolo Monfortino 2006. Prøver at få lidt samling på nerverne, som man siger. Den er fra Kirstens private vinsamling. Hun har, undskyld havde, en fantastisk samling. Hun viste mig den i går. ‘nok se ikke smage’, sagde hun. Jeg kan huske, at jeg blev lidt irriteret på hende lige der.

Min hjerne tænker mere klart nu. Barolo virker altid. Især dyr Barolo. Ingen behøver vel egentlig at vide det her. Så vidt jeg ved havde Kirsten hverken familie eller venner. Hun var vel egentlig lidt af en eneboer

Jeg er begyndt at holde så meget af huset. Der er muligheder i det her hus. Hvorfor ikke bare blive boende. Fortsætte som intet var hændt. No harm done. Ingen behøver vide noget.

Jeg så forleden, at der står en stor kummefryser i kælderen. Mit humør er vender. Jeg tror det bliver rigtigt godt det hele. Jeg tager sgu mig selv i at gå rundt og nynne tøsedrengene… Prøv at sig, du ka’ li’ mig
Og mer’ end kun med ord. Jeg er blevet skuffet et par gange. Ja, sig du ka’ li’ mig. Og sig det, så jeg tror. At det du vil mig, bli’r jeg ikke fanget i…….  

Hvor er det bare super vigtigt at tænke positivt. Jeg er jo som en glad lille Ole Henriksen nu. Jeg er begyndt at tænke i indretning. Tænk engang nu bor jeg på en eksklusiv adresse med egen dyb vinkælder. Jeg må finde på noget interessant med vinene. Jeg er så glad for min nye vinsamling. Den kan jeg godt være stolt af. Jeg er så glad. Jeg må snart invitere nogle gæster….. Niende gang i dag er på vej kan jeg mærke……

Vinen, som jeg ikke har billede af, er fra Kumpf et Meyer, Y A Plus Qu’A 2016. Vi er i Alsace. Druerne Sylvaner og Auxxerois. Der foregår en del på næsen. Ikke dragende, dybt og dyrt, mere sådan se mig jeg står her og flasher. Det er tits in your face. Ikke silicone, mere nogen der har set livet, men stadig har masser at byde på. Det er pære, orange, eksotisk frugt. Den er på en og samme tid tilbageholdende stringent og flabet frembrusende. Det går såmænd igen i munden, men på slut brager der citrus på tungen. Vi snakker bodytequila på Crazy Daisy i Viborg eller Holstebro back in the daisy…. altså uden saltet…I ved hvad jeg mener. Det er ganske godt det her,  men den citrus gør mig sgu lidt paf. Måske noget mad til vil gøre godt.

Forhandler: Extrabrut

Pris: 120kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Robert Prosinečki.

 

Jeg er flyttet hjemmefra.

Mit navn er Klaus Svanholm og jeg er flyttet hjemmefra. Det er en stor beslutning, det ved jeg. Min kone har været forstående under hele processen. Jeg tror hun tillægger det en art panikalder. Jeg tror det er noget andet. Det er ikke en permanent løsning. Det er midlertidigt. Det er af terapeutiske grunde kan man vel sige. Jeg lejer et værelse i kælderen hos Kirsten Larsen. Værelset er perfekt. 16m2 med tilhørende køkken og bad, som jeg deler med kun et andet værelse. I øjeblikket bor der ingen i værelset ved siden af, så jeg har det hele for mig selv. Jeg prøver dog meget bevidst kun at fylde to rækker i køleskabet. Så er der to rækker fri til den næste der flytter ind. Grøntsagsskuffen og den lille fryseboks i toppen må vi finde en ordning med. Det skal nok fungere. Det er jeg sikker på. Jeg har som først til mølle valgt de to øverste hylder i køleskabet. Det virker rimeligt nok, synes jeg.

Kirsten siger at værelset sikkert bliver lejet ud snart. Der er rift om lejeboligerne i de større studiebyer. Huset jeg bor i nu er en stor murermester villa på en stille lukket vej i den pæne del af byen. Haven er stor og mørk, omkranset af krogede gamle træer. Det er alt sammen meget lækkert på en, her er penge nok, laden stå til måde. Jeg har i mine 44 år aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at bo på en byens fineste adresser.

Kirsten er eneste beboer i huset udover mig. Hun er enke. Hun har været gift i 43 år med en tandlæge. Kirsten fortalte mig det som noget af det første, da jeg mødte hende. Hendes afdøde mand var, ifølge hende selv, en intetsigende ligegyldig lille nar, som kneppede hver en kælling han snublede over. Han snublede vist tit. Også henover tandlægestolen en gang imellem. Men som hun sagde, et dejligt hus og en betragtelig arv var der da kommet ud af sliddet. Kirsten er befriende bramfri.

Jeg har indrettet mig enkelt i mit nye hjem. Overskueligt. Jeg har købt en 90er boksmadras med topmadras og et lille spisebord med to stole. Med mig hjemmefra har jeg lidt tøj, min mobil, en højttaler, 6flasker vin, Zalto glas og diverse småting. Jeg ligger på min seng. Hænderne foldet bag nakken. Jeg slipper et tilfreds suk. Det er mange år siden jeg sådan rigtigt har sukket på den måde. Min ene hånd rækker ud efter mit Zalto bourgogneglas på gulvet. Smagen af biodynamisk dyrket Xinomavro drue fra Naoussa i græsk Makedonien rammmer min mund og gummer. Det er læskende med behagelige tanniner. Min anden hånd finder vej ned i mine boxershorts. Jeg kan høre Kirsten trippe rundt ovenpå. Hun steger vist noget i køkkenet. Jeg synes det dufter af krebinetter…. fortsættes

Der er flere vine på spil idag. To faktisk. To røde fra Rioja. Marques de Riscal og Lopez de Heredia. Herederos del Marques de Riscal Reserva 2013 på 90% Tempranillo, 7% Graciano og 3% Mazuela og 24 måneder på amerikansk eg, byder på masser af primær moden frugt. Efterfulgt af træ og vanille. Lidt dild og sådan noget henad kokosmælk/karamelliseret kokosmælk er der også. Det er ikke komplekse noter men de er behagelige og i pæn balance. Det er frugt og fad. Man fornemmer lidt alkohol. Frugten går igen i munden, en lille velintegreret tannin og en pæn syre. Det hele er godt afstemt. Vellavet vin. Den spjætter ikke. Den vil ikke noget særligt. Det er ikke udfordrende eller komplekst. Det er måske lidt kedeligt. Men det er nu også ok lækkert.

Forhandler: Meny og mange andre

Pris:i Meny to for 200kr

Rating: 4/7. God sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Lopez de Heredia Tondonia Reserva 2005 på 70% tempranillo, 20% garnacha og de sidste 10% udgøres af graciano og mazuela. Gæringen foregår på 130 år gamle egefade. Så godt med guf til vinen der. Oldschool style. I kan selv læse mere om vinhuset. Det er traditionelt med traditionelt på. Ganske fascinerende faktisk. Vinen er selvfølgelig falmet lidt i farven. I duften masser af moden frugt. Syltet frugt nærmest balsamisk. Fadet er der med vanillenoter. Fadet er godt integreret, ikke dominerende. Nærmest ingen tannin, men syren er stadig ret pæn. Faktiske holder syren vinen meget levende. Vinen har trods de tunge noter noget let over sig. Klassisk er det….Men er det nok?

Forhandler: flere men købt i Meny

Pris: 2 for 400kr

Rating: 5/7… mest fordi det er så satans klassisk.