Playlist to a murder.

Jeg betragter mit glas. Vinen strækker sig op ad glassets væg. Mine bevægelser med glasset er erfarne og kontrollerede. Vinen er let rød og klar. Blauburgunder fra Alto Adige. Jeg er igang med tredie glas vin og må konkludere, at jeg har begået den sædvanlige fejl. En fejl jeg begår hver gang jeg besøger en vinbar, jeg starter for tungt og må bestille lettere og lettere vine, som jeg efterhånden beslutter mig for lige endnu et glas.

Kvinden bag disken har travlt men er alligevel nærværende. Hun er ubesværet og tålmodig. Mange små smagsprøver til både know it all kunderne og til novicerne. Rolig i den korte ventetid hvor kunden beslutter sig for at gå med vinen eller smage en ny. Hun er upåvirket af tiden. Jeg betragter hende. Jeg er lidt irriteret over, at jeg finder hende sympatisk. Det havde været meget nemmere hvis hun havde været uduelig. Jeg skubber den begyndende tvivl væk og koncentrerer mig om det jeg er der for.

Jeg dufter igen til vinen. Intet særligt ophidsende over næsen, men i munden er vinen enkel på den gode måde. Jeg holder af det enkle. Det komplekse findes ofte i det enkle, synes jeg. Jeg drikker den sidste slurk. Går ind bag baren og åbner køleskabet. Jeg tager fat om halsen på en flaske Beaujolais og går beslutsomt hen til et bord midt i lokalet, hvor den kvindelige ekspedient er ifærd med at beskrive en flaske Poulsard for tre forventningsfulde kunder. Jeg hæver Beaujolais flasken over mit hoved og med et hårdt præcist slag lader jeg flasken hamre ned på siden af kvindens kranie. Hun falder om. Jeg bukker mig indover hende og hamrer igen og igen flasken ned over kvindens ansigt. Det eneste der kører gennem mine tanker, er det absurde i at flasken ikke går i stykker, mens kvindens hoved derimod flækker på mærkværdig vis og blod som mørk Brunello sprøjter ud. Hun ligger stille. Hun er død nu. Jeg er sikker på hun er død nu.

Jeg stopper og rejser mig, lader flasken falde til jorden. Nu går den i stykker. Den let røde væske blander sig med blodet på gulvet. Der er helt stille. Jeg ænser ikke de øvrige kunder. Det er som om de ikke er der. Jeg går ud af vinbaren, drejer til højre og går ca 100 meter ned til min ventende Renault Clio Zen TCe 75 med indfarvede sidespejle og instrumentbræt i soft touch. Jeg sætter mig ind og starter motoren. Jeg er igang, tænker jeg, mens jeg drejer ud på vejen. Radioen spiller Black med nummeret Wonderful life…..Look at me standing. Here on my own again. Up straight in the sunshine. No need to run and hide. It’s a wonderful, wonderful life. No need to hide and cry. It’s a wonderful, wonderful life… Jeg skruer op for lyden og kører ud mod motorvejen. Tårerne triller stille ned af mine kinder. Jeg har travlt nu. Jeg er ikke færdig endnu…….. fortsættes….

Muscadet sur Lie fra Chateau de la Pierre 2018. Et af de der impulskøb i supermarkedet. Den står der og ligner noget som måske er mere værd end de 50 kr prisskiltet viser. Har jeg måske fundet en perle til billig penge…måske….I næsen er førstehåndsindtrykket ret godt. Noget citrus henad mandarin, gul melon og hvid stenfrugt. Frisk og ganske kompleks. I munden mister den efter min mening lidt af charmen. Stadig ok pæn frugt men også noget “træet”. Jeg ved ikke hvad det stammer fra, men jeg synes det forstyrrer et ellers pænt friskt og enkelt udtryk. Jeg bliver lidt for hurtig træt i gummerne. En vin ikke uden charme, men den falder alligevel igennem på målstregen.

Forhandler : Aldi

Pris: 50kr

Hvis den her vin var en fodboldspiller: James Ward-Prowse… god men bare ikke god nok…