Kapitel 2. Vejen til paradis begynder i helvede.

Byen viser sig fra sin smukkeste side. Lun vindstille formiddag. Jeg har lyst til en lille frisker. Mine ben fører mig mod byens uden tvivl mest snuskede vinbar, The big Zin bar. Hver formiddag mellem 8 og 11 kører de cremant på glas til 10kr. Til de rigtigt morgentørstige er der The Mug til 25kr. Et gammelt marmeladeglas med lige dele Zinfandel, Merlot, Ribena solbærsaftevand og en snas af revet konventionel citronskal.

Stemningen på The big Z er allerede høj. Stamkunderne sidder hvor de altid sidder. Med tørke i munden og tomme blikke løfter de hovedet få centimeter, da jeg kommer ind. Kun for straks at konkludere, at jeg ikke udgør en trussel mod deres gøremål. Jeg spejder ubemærket rundt, mens jeg bevæger mig mod baren “et glas af din fineste Cremant må man bede“. Karton Karsten bag baren nikker indforstået og skænker mig et glas, “Vær så artig“. Jeg mærker den kølige læskende drik væde først mine læber, derefter rulle rensende rundt i min mund for til sidst at forsvinde langt ned i min mave.

Allerede da jeg kom ind så jeg min gode ven Thomas Mørk sidde alene ved et af bordene. Jeg går stille ned til ham “God formiddag Hr. Mørk, hvad bringer dig i løvens hule?” siger jeg, mens jeg trækker en stol ud og sætter mig med et tilfreds suk. Thomas kigger forundret op på mig. “Jeg varmer bare gummerne lidt op. Det er jo en stor dag i dag. Piemontesmagningen nede i den gamle kedelhal”. “Åh ja for satan. Det er jo idag”, svarer jeg, ganske vidende om, at jeg overhovedet ikke anede, at der var smagning i dag. Og så endda en Piemonte smagning. Dagene var lidt rodede sammen for tiden. At jeg kunne glemme en smagning var da vist et vink med en vognstang.

Thomas læner sig stille indover bordet mens han kigger mistænkeligt rundt “har du hørt rygterne?“, siger han med sænket stemme. “Rygter. Hvad snakker du om?“, siger jeg lettere forundret over den retning samtalen begynder at tage. Thomas ryster på hovedet”Hvor fanden har du egentlig været den sidste tid. Du er jo helt på månen mand. Har du ikke hørt om det?. Det er ikke officielt men jungletrommerne fortæller, at der er en Antonio H Conte vin med på smagningen”. Hvis jeg ikke var vågen før, så var jeg det nu “Hvad helvede snakker du om. En Conte!. Jeg troede det var en vin vandrehistorie”.

Sagnet om Antonio H Conte fortæller historien om vinen Persephone og bjerget Monte Vinofino i Piemonte. Et råt uvelkomment sted. En tæt tåge lå hele året som en dyne over bjerget. Tornede buske og krogede træer gjorde stedet ufremkommeligt. For foden af bjerget lå og ligger stadig den lille landsby La Modrica. Beboerne i byen levede i gamle dage meget traditionelt. En dyb overtro prægede livet i byen. Ingen beboer satte nogensinde fod på bjerget Monte Vinofino. Fortællinger blandt landsbyens ældste fortalte historier om, hvordan der levede et væsen på bjerget ved navn Il Mago. Et væsen med ovenjordiske krafter. Der gik historier om vinbønder, der var gået op på bjerget for at lave vin, men aldrig var vendt tilbage. Det var som om bjerget opslugte alt der trådte fod på det.

En efterårsdag i 1962 kom en mand med et stort vildt gråt skæg, iklædt et gammelt sæt Giorgio Armani, ud af tågen. I favnen havde han 7 flasker vin. Uden et ord gik han hen på torvet. Stillede de 7 flasker på et bord på markedspladsen. Vendte sig om og gik tilbage ind i tågen, for aldrig at blive set igen. På hver flaske påklæbet et enkelt stykke papir med ordene ‘a Persephone da Antonio H Conte. Ingen vidst hvem denne Antonio var.

Herefter fortaber historien sig. Ingen ved hvad der skete med de 7 flasker vin. Men sagnet siger, at det var de bedste vine nogensinde lavet. Vine i stand til at åbne såvel helvedes som himlens porte. Vine så ovenud magiske, at det overgik selv de mest lærde vinkenderes fatteevne. Og det siger alligevel en del.

Thomas kiggede op på mig med sit mest insisterende blik. “Jeg har hørt at vinen er under heftig bevogtning. Noget med skudsikkert glas, sensorer ift varme og berøring. Alt det sidste nye sikkerhed. Men fuck jeg skal smage den vin om det så er det sidst jeg gør“. Det var virkelig ikke ret tit, at Thomas satte sig noget for, men når han gjorde, så gik han all in. “Jeg tror jeg ved hvordan vi gør” sagde jeg og tømte mit nu lettere lunkne glas Cremant…. fortsættes….

Aftenens vin er desværre udgået på grund af tekniske vanskeligheder. Et stoppet snudeskaft og et ligeledes lukket eustakisk rør i øret, har gjort det komplet umuligt for undertegnede i en længere periode overhovedet, at nærme mig bare noget der minder om noter i vin. Så hvis aftenens vin var en fodboldspiller tror jeg sgu vi er ude i noget Christian Poulsen.