A shot in the dark.

Jeg drikker. Glas efter glas af den skønneste naturvin Italien kan tilbyde. Det gør mig godt. Jeg mærker hvordan den sunde læskende most bevæger sig i min krop. Hver en celle snapper om kap efter dråberne. Giampiero er i topform. Han er den perfekte vært. Humøret i vinbaren er højt. Jeg begynder at kunne mærke alkoholen. Mine tanker er et mylder af glæde og lethed iblandet en svag følelse bagerst i hovedet af noget ondt og mørkt. Men i min nuværende tilstand er jeg i et hele af krop og naturmost. Det onde må vente. Tiden vil komme.

Jeg noterer mig, at væsken i min krop har fundet vej dertil, hvor den higer efter at komme ud igen. Jeg går ud på toilettet. Let svajende lader jeg den mørke urin vælte ned i kummen. En kraftig duft af lyse røde bær, svovl og gæret æblemost rammer mine næsebor. Mit blik glider over væggen bag kummen. Væggen er, som man kender det fra alverdens toiletter overskrevet med diverse beskeder og citater. Et telefonnummer efterfulgt af “ring til mig hvis du vil have pik”, ” Fuck Berlusconi”, “Forza Roma”.  Tegninger af tissemænd i mere eller mindre opfindsomme udformninger, bidrager til det samlede visuelle billede. Et kaos af tanker og budskaber samlet på en væg, på et toilet, på en vinbar i Rom.

Mit blik dvæler ved noget tekst. Der går et øjeblik inden jeg ser hvad der står. “Lad jorden være fri thi vinen må gro, hvor rødderne føler sig hjemme“. Rummet begynder at snurre. Jeg føler mig svimmel. Brikkerne falder langsomt på plads. Tiden er inde. Jeg snubler ud i baren. Som en kugle i en pinballmaskine rikochetterer jeg mod udgangen. Jeg registrerer svagt Giampiero råbe efter mig. Ude på gaden kigger jeg mig desperat omkring. Mørket har lagt sig over Rom. Luften er køligere men stadig lun. Jeg samler mig og bevæger mig mod broen Ponte Sisto, en af flere broer over floden Tiberen, der forbinder bydelene. Jeg må væk. Reorganisere. Tænke.

På broen forcerer jeg med et kækt spring den kæde, der er sat op for at forhindre biler i at køre over. Broen er mennesketom. Bag mig hører jeg råb. Jeg vender mig og ser Giampiero forpustet forsøge, at nå op til mig. “Vent“, råber han. Jeg stopper op. “Lad mig forklare. Du har regnet det ud, har du ikke?”, siger han. Jeg kigger alvorligt på ham. “Jo jeg ved det nu. Hvorfor gjorde du det?”, spørger jeg undrende. Giampiero ser træt ud. “Min familie fik aldrig en chance. De forpulede acciugas di cazzo (pikansjoser) fra Toscana og Piemonte bestemmer alt. De ønsker ikke at miste deres staus som de fineste vinområder. Men de ved godt at jorden i Lazio er helt unik. Deres magt er enorm. De bestemmer over jorden her. De tvinger os til at dyrke grøntsager. I generationer har vi dyrket skide grøntsager. Hvorfor helvede tror du, at vi har de bedste grøntsager i hele Italien. Jorden er for vild mand. Den jord kunne skabe stor vin. Vine der ville begejstre verden. Men hvad har vi?, ligegyldig tynd hvidvin. Det er jo lortevin. Du ved jo godt hvad jeg snakker om. Vi er ens du og jeg. Vi forstår vin”. Jeg forstod det. Jeg forstod Giampiero og jeg forstod nu, at det slet ikke handlede om Candela Dictum. Det havde aldrig handlet om Candela Dictum. Jeg var blevet holdt for nar. “Men hvorfor i alverden skulle de dræbes?. Var det virkeligt nødvendigt?“, jeg slynger spørgsmålet ud. ” De to var de værste. De var hovedfigurer i noget der hedder Organizzazione di vini di Piemonte di Toscana delle ultima azienda agricultura agronomia. De to har egenhændigt ødelagt muligheden for Lazio til at dyrke god vin. Vi var enige om at de måtte dø“. “Vi?”,mumler jeg stille. Jeg får en pludselig kold rislen ned af ryggen. Jeg kan mærke, at noget ikke stemmer. Jeg troede jeg havde forstået, men hvad er det jeg har overset. I det samme bliver stilheden brudt af et skud og en stemme “jamen jamen da nu ligner det her jo noget showdown at the OK Corral” ,siger en stemme jeg kender så godt…. fortsættes….

Jeg har drukket flere vine de sidste dage. De er blevet fortæret med stor lyst og stor grådighed. Indtaget uden at forholde mig intellektuelt til produktet. Blot ren og skær pleasure. Jeg vil derfor ikke give point, blot få ord om oplevelsen af hver enkelt vin. Overordnet er der tale om tre vellavede, balancerede, lækre og behagelige vine.

Fra Peter Vinding-Diers på Etna hans Il Piccolo fra 2016. Syrahdrue fra Etna. Very nice. Jeg har drukket flere vine fra huset. Fælles for dem er at de ikke skuffer. De er generelt vildt lækre at drikke. Saft og kraft med en  nødvendig stramhed og syre til at holde vinene levende og interessante. Virker bare ekstremt vellavede. Fra Hj Hansen til 190kr eller to for 300kr.

Fra Fattoria Sorbaiano i Toscana (nær Pisa tror jeg) denne Montescudaio Rosso 2016. Så vidt jeg ved lavet på primært Sangiovese og lidt Malvasia Nera og Montepulciano. Indtaget i omtåget tilstand, men husker det som om den magtede opgaven selvom den kom efter dyrere vine. Igen en vellavet behagelig vin. Fra Carlo Merolli til ca 75kr. God pris.

Sidste vin er fra Cervoles Celler i Costers del Segre i Catalonien. Vinen er fra 2012. Vi er ude i noget overvejende Tempranillo og Cabernet Sauvignon og lidt snas af Garnache og Merlot. Vinen er fra Sigurd Müller og prisen er omkring 150-200kr. Det er bare spansk lækkerhed. Igen er vi ude i saft, kraft og dejlig balance.