Di Majo Norante, Aglianico 2011. Molise.
Sverige spiller mod Belgien på tv, kjøtbullar mot pommes frites. Pippi mod Tinitin. Manneken Pis mod Zlatan. Sofatid og vin i glasset. Vinen er købt på baggrund af benævnelsen FUND i sidste udgave af Gastro. Jamen så siger vi da det.
Jeg finder selv meget vin. I strømpeskuffen, under sengen, i værktøjskassen, i mælkekartonen på øverste hylde i køleskabet og ikke mindst i cisternen. Tror da vi alle kender glæden ved, at nyde et køligt glas tysk sylvaner af tandkruset, mens man sidder i fredelige omgivelser. Kan anbefale flasker med skruelåg, så er der til ihvertfald et par omgange med hvidvin og porcelænskumme.
Nå jeg faldt i søvn, og nu er det torsdag aften. Resterne af gårsdagens Aglianico bliver fortæret på sofaen med DK4 på tv….. Hold nu kæft DK4 er en kongekanal. Interview med Marianne Jelved. Jamen hvor heldigt et asen har man lov at være.
Nå men den her krabat på Aglianico druen, har det, den drue nu har. En vis frugt( lidt sveske, kirsebær), chokolade, pæn syre og dejlig afsluttende rusken fra tanninen. Vinen virker lidt stram i begyndelsen men med lidt tid i glasset træder frugten mere frem og vinen får en pæn balance. Mangler lige den sidste frugtige mundfylde, til at komme helt op at ringe.
Forhandler: Meny
Pris: 80kr….det er altså et godt køb
Rating: 4,5/7