Om at shoppe vin.

Vingejst er måske Danmarks bedste vinblogger. Måske også den bedste vinshopper. Jeg nyder ihvertfald at shoppe vin. Jeg shopper i butikker. I vinbutikker oftest. De har mest vin og der bliver jeg ikke så nemt distraheret af uvæsentlige produkter, som brød og lamper.

Jeg bryder mig ikke om lamper. De fleste lamper finder jeg regulært grimme. Utiltalende er de faktisk. Det er svært at finde en pæn lampe nu om dage.

Vine er pæne synes jeg. Nogle så pæne, at det kilder indeni mig, når jeg kigger på dem. Det kan være de høje slanke, de buttede eller en magnum. Jeg er ikke kræsen. Nogle af dem har korkprop, andre har skruelåg, indimellem er jeg så heldig at finde en, der er lukket med rød voks.

Jeg kan godt lide rød voks. Det minder mig om film jeg så som barn. Flotte film med armadaer af store gamle krigskibe af træ. Flashende deres store kanoner ud af huller i skibets skrog. Kabooom, sagde det, når kanonerne side om side gik af i et simultant brag.

Søfolkene var ofte portugisere, hollændere, spaniere, franskmænd og englændere. Det var sjældent belgiere. Jeg ved ikke hvorfor. Måske en skør excentrisk flamsk pirat på afveje i ny og næ. Men ikke så ofte endda.

Kaptajn, Commander, Admiral eller hvad sådan en nu hed på et skib i de dage, befandt sig i rolige stunder ofte i skibets klart lækreste kahyt. Forskellen mellem den kahyt og det øvrige mandskabs boligforhold, var intet mindre end himmelråbende. Her skrev han i fred og ro vigtige dokumenter. I hånden sin pen og blækket vuggende ildevarslende i bølgegangen fra side til side. De vigtige og hemmelige dokumenter blev til slut altid forseglet med rød voks og et personligt unikt stempel. Kun dokumenter af den yderste vigtighed bliver forseglet med rød voks.

Jeg kan godt lide rød voks og stempler. Dokumenter kan også være dejlige. Jeg har modtaget såvel meget dejlige, som foruroligende dokumenter. De dejligste dokumenter er dem der lander i min mailboks, som fortæller mig, at jeg har bestilt vin, med afsendelse snarest.

Vin købt på nettet er en helt speciel shoppe oplevelse. Dybt, næsten tantrisk. Vedholdenhed, fordybelse, med klik af ekstatiske øjeblikke. Læg i kurv, se kurv, gå til kasse.

Forud er gået timer, måske dage. Masser af research. Udvælgelse af vin. Fravælgelse af vin. Vine fundet uinteressante, uden X Factor. Andre vine fundet vej gennem nåleøjet. Udvalgt. Fantastiske vine. Helt særlige vine, som kun mit unikke blik finder. I mængden af hundredvis, finder jeg netop jer små funklende stjerner.

Når vinene er særlige, må jeg selvsagt være særlig. Særligt begavet, særlig unik. Jeg er hvad jeg drikker. Noget helt særligt.

Når det er sagt, følger her en række vine smagt over den senere tid. Må indrømme at ikke alle vine er lige særlige. Men ingen er jo helt perfekt. Beskrivelserne af vinene er kortfattede og skal ikke tages for yderligere end blot umiddelbare førstehånds indtryk.

Illuminations 2015 fra Laurent Herlin i Bourgueil. Druen er Cabernet Franc. Bio og øko certificeret. Ganske meget bær, de røde, de blå og de lidt mørkere. Lidt røg. I munden blød og rund. Behagelig vin. Pæn afsluttende syre. Under de mange bær holder vinen en let lidt kølig struktur, der holder den drikbar også udover første glas. 170kr hos extrabrut. Dejlig vin men personligt var jeg nok mere til Terre d’adoption på samme drue fra samme producent. Sådan husker jeg det ihvertfald lige.

Landmann edition sc. Cabernet Sauvignon 2012. Fra Baden i Tyskland. Mørke bær, rustikt og landligt. Stor dybde og let sødmefuldhed. Masser af mørk frugt og god omgang tannin. God men lidt ordinær vin.

Sancerre fra Domaine Vacheron. 2016. Ja det er Sancerre. Elegance, syre, grønlig gullig frugt, lime. Og faktisk lidt kedelig. Men jeg smagte den heller ikke omhyggeligt. Var gået lidt hovedkulds ombord i en flok hummere fra Limfjorden.