Vinblogger udtaler ærligt: Jeg har været i tvivl.

Danmarks måske absolut bedste vinblog er løbet ind i en slags dødvande. Alle ved, at en tvivlende vinblogger er en færdig vinblogger. Jeg indrømmer, at tvivlen har fået tag i mig. Hvem er jeg? Hvad er jeg?. Istedet for at gemme mig bag ligegyldig meningsløs lyrik, møder jeg uvæsenet med åben pande, lige her på bloggen. Jeg lægger hovedet på bloggen så at sige. Må det briste eller bære.

Jeg spørger i angst, udækket, åben. Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?

Er bloggen og vinbloggeren i virkeligheden en taber, en fallent, en nullert, et fjols? Er jeg blot en talentfuld, smuk vinblogger, forelsket i mit spejlbillede, beundrende mig selv i refleksionen fra et glas hundedyrt biodynamisk Chenin Blanc. Forfængelig, indbildsk og selvisk. Er min fantastiske blog kun et middel i min selvoptagethed. Ophører jeg med at eksistere hvis ingen læser min blog?

Er jeg Ikaros? Overmodig, himmelstræbende. I en selvfortærende jeg-dyrkelse farer jeg mod himmelen, mod det guddommelige. Er der begået hybris? Glemmer jeg verden omkring mig? Modtager jeg gudernes straf? Er jeg en slagen mand?

Mange spørgsmålstegn i et enkelt indlæg. I spørgsmålene er der håb. Et rum for udvikling.  Grobund for selvindsigt. Metamorfose. Er vi vidne til en blog, et menneske i forvandling fra fysisk og forgængeligt menneske til åndeligt og evigt menneske? Lad fremtiden vise.

La Selva, Ciliegiolo 2007. 100% økologiske Ciliegiolo druer. Vi er i Maremma regionen i Toscana. Ciliegiolo betyder vistnok kirsebær, og det henviser nok både til vinens farve og duft. Druen benyttes i dag i Toscana og Umbrien. Man mærker i duften, at det ikke er helt ungt det her. Det hænger visse steder, som man siger. En smule tungt og sødligt. Men alligevel ikke mere end, at man spændt venter på hvad den bringer i munden!. Bliver det dødt og tungt eller er der stadig liv. Heldigvis er der liv. Masser af bær, bær, bær, søde mørkerøde modne kirsebær. Flot syre og en smule tannin holder den her frækkert levende. Det er ren Sophia Loren. En flot rødvin, der kan give lidt tanker hen imod en dejlig Rosso Di Montalcino, sådan i mangel af bedre beskrivelse. Købt på ferien, derfor ikke yderligere rating.