Lad os prise Vingejst.

Danmarks måske mest psykedeliske, Lucy in the sky with diamonds, hey er det ikke pigæbler det der?, vinblogger er i sit livs form. Alskens skørt øko og biovin glider gennem mig, som Donau glider gennem Europa. Stille men vedholdende. Trofast og utrættelig.

Stående fast i modvind og rusk med flaske og glas i hånd. Som admiral Niels Juel i spidsen for den danske flåde mod den overlegne svenske, skuende ved Stevns ved slaget i Køge bugt i 1677.

Lad os ikke fortabe os i dage allerede talte. Lad os glemme alt vi ikke ved og alt vi ikke har lært. Lad vore følelser løbe. Lad den sunde fornuft tabe. Vis os vejen, vær stærk. Lad os sammen bedømme og bebrejde. Lad lyset fra min megalomane glorie guide jer.

I aften kommer vi omkring hele tre vine. Vi er på Sicilien, et smut i Grækenland og så tilbage til Sicilien. Ingen rød tråd what so ever.

Første vin er Marco di Bartoli, Rosso di Marco Pignatello. 100% Pignatello (Perricone) drue. Vi er på Sicilien. Vist i området omkring Trapani. I næsen mørke skovbær, syrlige kirsebær og våd skovbund. Meget særegen interessant duft. I munden masser af frugt, bløde tanniner. Syren er stor men dejlig. Vinen hænger længe i munden. Pignatello druen er absolut værd at hælde øje med.

I Grækenland, nærmere bestemt Chaldiki (Halkidiki). Producenten er Tsantali. Navnet er Kali Gi. Druerne Limnio og Grenache. Året 2016. Skøn indsmigrende duft. Let rød frugt og grønne urter. I munden tør, frugtig. Der er syre, tannin og bitterhed. En vin i den billige ende. Købt i Tyskland til omkring en 5-6 euro. Skøn duft og elegant vin. Ret så fremragende til prisen.

Begge vine rates ikke yderligere. Det bliver den næste derimod.

Rosinen i pølseenden. Orangevin fra Sicilien. David Bentivegna fra huset Etnella. Nordsiden af Etna. Vin uden tilsat uha da da. Kaos 5.0, 2016.  40% Carricante, 30% Catarratto, 10% Malvasio og de sidste 20% er blandede lokale bolcher. I næsen let røget, salt, hvide stenfrugter, fersken og abrikos, hvide blomster. Ganske heftig næse. I munden de hvide frugter, ganske tørt men fyldigt, er der lidt kødrand? Pæn syre. Dejlig naturvins ting som dog er i den lidt dyrere ende. Derfor bliver ratingen heller ikke så høj som smagen i sig selv fortjener.

Forhandler: Hyggevin

Pris: vistnok knap 300kr, måske lidt billigere.

Rating 4,5/7