Den ultimative vinøse selvopofrelse.

Danmarks måske skarpeste vinblogger anvender som den første metoden method drinking i jagten på den ægte dybe vinanmeldelse. Erfaringer, følelser og indbildningsevne bruges til at finde vinens indre motiver og derved skabe den fuldkomne identifikation med vinen. I kender måske Christian Bale i The Machinist, Joaquin Phoenix i I’m still here, Mick Øgendahl i Blå Mænd og Robert de Niro i Raging Bull. Nu kender i også Vingejst.

Det er tidlig morgen. Fosterstilling. Monoton trøstesløs vuggen. Rytmisk tilbagevendende jamren. Påtrængende kvalme. Aftenen vender tilbage i brudstykker. Billeder og sætninger uden harmoni. En forstyrret collage. Negative tanker, aldrig, altid, ingen og alle. Den totale skyld.

Foregående aften var en absolut fordybelse og indlevelse i vinens inderste væsen. I et med vinen. Væren vin. Navne og domainer i en pærevælling. Domaine Saint Nicolas, Weingut Brand, Majnoni, Cantine del Castello Conti. Uden retning, uden orden. “Mine noter. Jeg må have lavet noter”, tænker jeg i et øjeblik af klarhed. Famler nærmest i blinde efter mine bukser på gulvet. En skarp duft af urin og vin rammer mine næsebor. Der var de, bukserne. Mærk efter i lommerne. En rodebunke af små papirlapper. Kragetæer. For den uindviede en nærmest ulæselig skrift. For mig, evidens på hvor dybt jeg gik i går. Tydelige beviser på et menneske i et med jorden, med druerne, med vinmageren.

Jeg er vin. Jeg står op. Vakler. Pisser. Spiser pille. Åbner vin. Drikker Weingut Hareter fra Neusiedler See, Østrig. Naturschönheit 2015. Zweigelt og Cabernet Sauvignon. I farven mørk med nærmest violet kant. I næsen kirsebær, noget a la brombær, lidt lakridset. I munden mørk frugtig, krydret. Forkølelse forvirrer mine sanser. Men der er bløde tanniner og ganske pæn frisk syre. Ingen yderligere rating.