Kort Update fra Autobahnen.

Danmarks kørende vinblogger ruller på de tyske veje. Sommerfuglene basker rundt i maven, en forhåbentlig skøn weindogging venter. Tiden på vejen giver tid til refleksion over livet og rollen som Danmarks måske bedste vinblogger. Giver det vinger eller er det et åg?. Et af livets helt store spørgsmål.

Mit mix tape med Gnags spiller i fast rotation. Numre som ‘lav svovl over Århus’, ‘går med rosé gennem byen’, ‘når jeg bliver tørstig’ og min egen favorit ‘vinblogger’.

Jeg synes ikke i her i ventetiden til weindogging, skal snydes for den forunderligt skønne tekst til nummeret ‘vinblogger’, så her får i den. Det er ok at synge med.

Ja, jeg kan drikke med mine læber
Jeg er vinblogger, så er jeg da noget
Jeg kan gå op til baren
Koster ikke meget, så har man da råd

Baren strækker sig for mine fødder
Druer bliver til vin, dekanterer
Vinblogger gennem baren

Most, lyrik, aroma og barrique
Bordvin imod cru og svovl og tannin
Hipstere, skægvækst, alle har stil
Træsmag, propsmag og en der er fin

Baren strækker sig for mine fødder
Druer bliver til vin, dekanterer
Vinblogger gennem baren

Gamay, riserva, pinot, syre
Petillant, sur Lie, en masse ord
Venter på dig, venter på en vinblogger
Venter på vin og ledigt bord

Du kan drikke vin
Så du er vinblogger
Så er vi da noget…….

‘Vinblogger’, en meget flot tekst er det. Færre ved nok, at sangen også havde en anden mere ukendt tekst og titel. Hvis du kan nævne titlen på fjæsbuk, vil du møde mig til weindogging i Sachsen-Anhalt. Jeg lover det bliver frækt. Tør du?

Vi ses snart på rasteplads Börde Syd på A2.

Vinen i aften er Castello della Rosa, Pinot Grigio, Vigneti delle Dolomiti. 2016. Næsen er citrus, lidt ananas, lidt honning og lidt umoden hvid stenfrugt. I munden ok fyldig letkrydret, pære og lime…giver en lyst til en mojito lige pludselig. Slutteligt en god stor syre. Syren er det der holder vinen levende og stram. Ellers er den ret almindelig og lige ud af landevejen. En af den slags vine man møder en masse af på sin vej. Det bliver hurtigt lidt kedeligt. Til dens forsvar skal siges, at syren hænger flot på. Jeg mister hurtigt interessen.

Forhandler: Meny

Pris: vist ca 80kr

Rating: 3/7