Kapitel 2. Vejen til paradis begynder i helvede.

Byen viser sig fra sin smukkeste side. Lun vindstille formiddag. Jeg har lyst til en lille frisker. Mine ben fører mig mod byens uden tvivl mest snuskede vinbar, The big Zin bar. Hver formiddag mellem 8 og 11 kører de cremant på glas til 10kr. Til de rigtigt morgentørstige er der The Mug til 25kr. Et gammelt marmeladeglas med lige dele Zinfandel, Merlot, Ribena solbærsaftevand og en snas af revet konventionel citronskal.

Stemningen på The big Z er allerede høj. Stamkunderne sidder hvor de altid sidder. Med tørke i munden og tomme blikke løfter de hovedet få centimeter, da jeg kommer ind. Kun for straks at konkludere, at jeg ikke udgør en trussel mod deres gøremål. Jeg spejder ubemærket rundt, mens jeg bevæger mig mod baren “et glas af din fineste Cremant må man bede“. Karton Karsten bag baren nikker indforstået og skænker mig et glas, “Vær så artig“. Jeg mærker den kølige læskende drik væde først mine læber, derefter rulle rensende rundt i min mund for til sidst at forsvinde langt ned i min mave.

Allerede da jeg kom ind så jeg min gode ven Thomas Mørk sidde alene ved et af bordene. Jeg går stille ned til ham “God formiddag Hr. Mørk, hvad bringer dig i løvens hule?” siger jeg, mens jeg trækker en stol ud og sætter mig med et tilfreds suk. Thomas kigger forundret op på mig. “Jeg varmer bare gummerne lidt op. Det er jo en stor dag i dag. Piemontesmagningen nede i den gamle kedelhal”. “Åh ja for satan. Det er jo idag”, svarer jeg, ganske vidende om, at jeg overhovedet ikke anede, at der var smagning i dag. Og så endda en Piemonte smagning. Dagene var lidt rodede sammen for tiden. At jeg kunne glemme en smagning var da vist et vink med en vognstang.

Thomas læner sig stille indover bordet mens han kigger mistænkeligt rundt “har du hørt rygterne?“, siger han med sænket stemme. “Rygter. Hvad snakker du om?“, siger jeg lettere forundret over den retning samtalen begynder at tage. Thomas ryster på hovedet”Hvor fanden har du egentlig været den sidste tid. Du er jo helt på månen mand. Har du ikke hørt om det?. Det er ikke officielt men jungletrommerne fortæller, at der er en Antonio H Conte vin med på smagningen”. Hvis jeg ikke var vågen før, så var jeg det nu “Hvad helvede snakker du om. En Conte!. Jeg troede det var en vin vandrehistorie”.

Sagnet om Antonio H Conte fortæller historien om vinen Persephone og bjerget Monte Vinofino i Piemonte. Et råt uvelkomment sted. En tæt tåge lå hele året som en dyne over bjerget. Tornede buske og krogede træer gjorde stedet ufremkommeligt. For foden af bjerget lå og ligger stadig den lille landsby La Modrica. Beboerne i byen levede i gamle dage meget traditionelt. En dyb overtro prægede livet i byen. Ingen beboer satte nogensinde fod på bjerget Monte Vinofino. Fortællinger blandt landsbyens ældste fortalte historier om, hvordan der levede et væsen på bjerget ved navn Il Mago. Et væsen med ovenjordiske krafter. Der gik historier om vinbønder, der var gået op på bjerget for at lave vin, men aldrig var vendt tilbage. Det var som om bjerget opslugte alt der trådte fod på det.

En efterårsdag i 1962 kom en mand med et stort vildt gråt skæg, iklædt et gammelt sæt Giorgio Armani, ud af tågen. I favnen havde han 7 flasker vin. Uden et ord gik han hen på torvet. Stillede de 7 flasker på et bord på markedspladsen. Vendte sig om og gik tilbage ind i tågen, for aldrig at blive set igen. På hver flaske påklæbet et enkelt stykke papir med ordene ‘a Persephone da Antonio H Conte. Ingen vidst hvem denne Antonio var.

Herefter fortaber historien sig. Ingen ved hvad der skete med de 7 flasker vin. Men sagnet siger, at det var de bedste vine nogensinde lavet. Vine i stand til at åbne såvel helvedes som himlens porte. Vine så ovenud magiske, at det overgik selv de mest lærde vinkenderes fatteevne. Og det siger alligevel en del.

Thomas kiggede op på mig med sit mest insisterende blik. “Jeg har hørt at vinen er under heftig bevogtning. Noget med skudsikkert glas, sensorer ift varme og berøring. Alt det sidste nye sikkerhed. Men fuck jeg skal smage den vin om det så er det sidst jeg gør“. Det var virkelig ikke ret tit, at Thomas satte sig noget for, men når han gjorde, så gik han all in. “Jeg tror jeg ved hvordan vi gør” sagde jeg og tømte mit nu lettere lunkne glas Cremant…. fortsættes….

Aftenens vin er desværre udgået på grund af tekniske vanskeligheder. Et stoppet snudeskaft og et ligeledes lukket eustakisk rør i øret, har gjort det komplet umuligt for undertegnede i en længere periode overhovedet, at nærme mig bare noget der minder om noter i vin. Så hvis aftenens vin var en fodboldspiller tror jeg sgu vi er ude i noget Christian Poulsen.

Hvad er vinens næse?


Det er lørdag morgen klokken er 8. En økologiske shakiso espresso fra Ethiopien i min AS Roma espressokop. Billedet på koppen af Romulus og Remus der ammer ved ulvens bryst gør mig altid i godt humør. Kaffen er floral, frugtig og flygtig. Jeg kaster et blik op på billedet af Francesco Totti på væggen over min gamle Astoria Dual espressomaskine. ‘Skål gamle dreng’, tænker jeg, mens jeg mindes mesterskabet i 2001. En 3-1 sejr over Parma på det olympiske stadion i Rom. Målene sat ind af Totti, Montella og Batistuta. Jeg kan fysisk genkalde mig lettelsen da vi endelig vandt. Juventus pustede os i nakken. En lille sidevogn i form af en grappa di Nebbiolo bliver det også til. Livet er godt ikke sandt?

Ud af min højttaler lyder Brett Andersons særegne plagede stemme…….and as they call you to the eye of the storm. All the people say “Stay at home tonight”. I say we are the pigs we are the swine. We are the stars of the firing line…….. Jeg gør mig hurtigt færdig, lukker og låser hoveddøren efter mig. Byen venter derude. Det bliver en god dag i dag. Jeg kan mærke det.

Alt det var i morges. Klokken må nu være omkring 21. Jeg aner det faktisk ikke med sikkerhed. Min virkelighedsopfattelse er ærligt talt lidt sløret. Sandheden er den, at jeg i øjeblikket hænger med hovedet ned fra 13 etage på hotel Radisson. Det eneste mellem mig og betonfliserne langt der nede, er fire stærke hænder om mine ankler. Min egen råbende rædsel fylder alt inde i mit hoved. Stilheden og vinden alt herude. Ingen ord kommer over mine læber. De slipper mig hvis jeg begynder at skabe unødig opmærksomhed. Oppe fra vinduet hører jeg Giuseppes vedholdende stemme om og om igen ‘fortæl os det, eller du har drukket din sidste flaske Barolo’….. fortsættes….

Vinen i dag er fra Østrig. Nærmere betegnet südsteiermark. Navnet er Terra S fra Oberguess. Druen er Sauvignon Blanc og året 2016. Farven er jeg komplet ligeglad med. Det er hvidvin you know.. I næsen er der i første snif noget træ og moden frugt. Umiddelbart gemmer noterne sig lidt. De virker lidt pakket ind. Der er masser på spil, men jeg bruger lidt tid på at skille det ad. Men ligeså stille får jeg noget melon (de gule), noget fersken og pludselig en hel del grøn peber, altså den friske slags. Der er en på samme tid sødmefuldhed og friskhed tilstede. I munden er vinen først ret let og enkel. Jeg vil ikke bruge ordet vandet, men den glider ubesværet ind i munden…..som man siger!!!. Læskende let frugt. Den slutter på en lang grapefrugtagtig syre og lille bitterhed. En vin der er meget nem at drikke, men absolut med noget kompleksitet og nuance. Ganske flot balance. Duften kan man godt gå lidt på opdagelse i.

Forhandler: Fejøvin

Pris: kan ikke huske….

Rating: gider ikke give point mere…ikke mere af det karakterræs..

Hvis den her vinvar en fodboldspiller: Claude Makelele.