Boys boys boys.

“Nå Sabrina det var på tide“, udbryder Giampiero lettet. Jeg kigger mig forvirret rundt og ser hende stå ved broens gelænder. “Sabrina?. Jamen dit navn er da Diana Larsen. Hvad er det her for noget? Hvorfor peger du på mig med den revolver, det er ham der er skurken”, ordene snubler ud af mig mens jeg vifter en pegefinger mod Giampiero. Foran mig står Diana Larsen eller Sabrina, som hun åbenbart også er kendt som. Hun er iført en kropsnær og selvsiddende lædertop. Hendes bryster er virkelig store i den top. Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Trods den tilspidsede situation er jeg faktisk ret pirret. Liderlighed og angst er åbenbart en stærk kombination.

Sabrina kigger på mig med et af den slags smil, der aldrig når øjnene. “Mit navn er Sabrina Salerno. Giampiero er min bror. I 80’erne havde jeg flere store hits bl.a. numre som Boys boys boys (summertime love), All of me (boy oh boy) og Siamo donne. Det handlede kun om penge, min ægte kærlighed lå i vinen. I vinen her i Lazio. Min familie fik aldrig en chance for at udleve den drøm om at lave stor vin. Men vi gav aldrig op. Jeg joynede politiet og resten er vist historie“. Jeg hører ikke rigtigt efter, for hold da op de bryster er store. Åndsfraværende svarer jeg “Nja…du havde vel reelt kun et hit, de andre må vel siges, at være lidt halvhjertede forsøg på at malke en succes. Men videoen var original det må man sige“. Jeg er ikke sikker på, at mit svar er det klogeste i en i forvejen ret prekær situation involverende skarpladte håndvåben, ihvertfald forsvinder smilet hurtigt fra Sabrinas ansigt. “Du skal dø nu Bermann. Du er jo et kæmpefjols. Gæt hvem myndighederne vil holde ansvarlig for mordene og hvem der går fri. Hvem var ved PiemonteBar ved det første mord? Hvem var i Rom ved andet mord? og hvem er sygeligt optaget af Candela Dictum?. Tja nu falder femøren vist, ikke sandt Bermann?”.

Sabrina bryder ud i høj skinger latter, men latteren overdøves pludseligt af brølet fra en kraftig italiensk bilmotor, en kæde bliver flået af, og jeg ser en Alfa Romeo Spider i fuld fart op ad Ponte Sisto. Sabrina og Giampiero springer desperate ud over broen og ned i Tiberens grumsede vand. “Hop ind, du ligner en der trænger til at glas vin”, lyder Cesares rolige stemme. “Lad os to tage på vinbar og lade politiet tage sig af de to banditter“, fortsætter hans. Vi kører mod vinbaren Bar di Vino e Karaoke.

Cesare forklarer undervejs, hvordan han helt tilfældigt havde set os stå på broen, på vej hjem fra noget sent arbejde på universitetet. Fremme ved vinbaren parkerer han nonchalant Alfaen foran indgangen og vi slentrer ind, som var vi Crockett og Tubbs i et afsnit af Miami Vice. “Ciao Schillaci, et glas af din fineste naturmost og hvad siger du til at min nye ven og jeg giver et karaokenummer, spørger Cesare bartenderen. Et indforstået nik og et øjeblik senere står vi klar på scenen. Jeg med mikrofon og Cesare med let spredte ben klar til en ond luftguitar… Welcome to the jungle we’ve got fun and games….We got everything you want honey, we know the names……We are the people that can find whatever you may need…. If you got the money, honey we got your disease…..Jungle, welcome to the jungle…..Watch it bring you to your shun n-n-n-n-n-n-n-n knees, knees…..Uh, I, I want to watch you bleed….. Skingert og snerrende og med en vanvittig vokal rækkevidde brager min stemme ud i den romerske nat og hvem havde anet, at Cesare ‘Slash’ Maldini var tidligere dobbelt italiensk mester i luftguitar….Rom er vores by i nat.

Vinen er fra Grækenland. Fra Ano Diakopti på Peloponnes. Det er Retsina (resineret hvidvin) fra Tetramythos Wiens. Den er fra 2017. Forhandleren beskriver den således “En moderne klassiker – Amfora-fermentered Retsina – på Roditis druen fra 20-25 år gamle og nordvendte bush-vines i kalksten i en 850 meter højde. Med resin (harpiks) tappet fra vingårdens egne fyrretræer i dens rå form tilsat mosten af kurvepresset Roditis-most. Vinen er spontantgæret. Man kan fornemme tilstedeværelsen af resin i både aroma og smag, men den er integreret med noter citrusfrugt. Der et let fif af salt og mineralitet i den let-drikkelige Retsina”. Jeg synes vinen har mange af de kendetegn, som vine i den lettere ende har, græs, æble, citrus og her også lidt salt. Harpiks noteret jeg mig kun fordi jeg ved den er der. Men den har en anerledes kant som kommer deraf. Den har god fylde, virker ganske olieret med med en dejlig frisk prikkende syre. Alt i alt bare en virkelig dejlig letdrikkelig vin, som absolut gør alle de dårlige retsinaer vi måske har fået på ferien til skamme.

Forhandler: Oinifilia

Pris: 99kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Herbert Wimmer.

A shot in the dark.

Jeg drikker. Glas efter glas af den skønneste naturvin Italien kan tilbyde. Det gør mig godt. Jeg mærker hvordan den sunde læskende most bevæger sig i min krop. Hver en celle snapper om kap efter dråberne. Giampiero er i topform. Han er den perfekte vært. Humøret i vinbaren er højt. Jeg begynder at kunne mærke alkoholen. Mine tanker er et mylder af glæde og lethed iblandet en svag følelse bagerst i hovedet af noget ondt og mørkt. Men i min nuværende tilstand er jeg i et hele af krop og naturmost. Det onde må vente. Tiden vil komme.

Jeg noterer mig, at væsken i min krop har fundet vej dertil, hvor den higer efter at komme ud igen. Jeg går ud på toilettet. Let svajende lader jeg den mørke urin vælte ned i kummen. En kraftig duft af lyse røde bær, svovl og gæret æblemost rammer mine næsebor. Mit blik glider over væggen bag kummen. Væggen er, som man kender det fra alverdens toiletter overskrevet med diverse beskeder og citater. Et telefonnummer efterfulgt af “ring til mig hvis du vil have pik”, ” Fuck Berlusconi”, “Forza Roma”.  Tegninger af tissemænd i mere eller mindre opfindsomme udformninger, bidrager til det samlede visuelle billede. Et kaos af tanker og budskaber samlet på en væg, på et toilet, på en vinbar i Rom.

Mit blik dvæler ved noget tekst. Der går et øjeblik inden jeg ser hvad der står. “Lad jorden være fri thi vinen må gro, hvor rødderne føler sig hjemme“. Rummet begynder at snurre. Jeg føler mig svimmel. Brikkerne falder langsomt på plads. Tiden er inde. Jeg snubler ud i baren. Som en kugle i en pinballmaskine rikochetterer jeg mod udgangen. Jeg registrerer svagt Giampiero råbe efter mig. Ude på gaden kigger jeg mig desperat omkring. Mørket har lagt sig over Rom. Luften er køligere men stadig lun. Jeg samler mig og bevæger mig mod broen Ponte Sisto, en af flere broer over floden Tiberen, der forbinder bydelene. Jeg må væk. Reorganisere. Tænke.

På broen forcerer jeg med et kækt spring den kæde, der er sat op for at forhindre biler i at køre over. Broen er mennesketom. Bag mig hører jeg råb. Jeg vender mig og ser Giampiero forpustet forsøge, at nå op til mig. “Vent“, råber han. Jeg stopper op. “Lad mig forklare. Du har regnet det ud, har du ikke?”, siger han. Jeg kigger alvorligt på ham. “Jo jeg ved det nu. Hvorfor gjorde du det?”, spørger jeg undrende. Giampiero ser træt ud. “Min familie fik aldrig en chance. De forpulede acciugas di cazzo (pikansjoser) fra Toscana og Piemonte bestemmer alt. De ønsker ikke at miste deres staus som de fineste vinområder. Men de ved godt at jorden i Lazio er helt unik. Deres magt er enorm. De bestemmer over jorden her. De tvinger os til at dyrke grøntsager. I generationer har vi dyrket skide grøntsager. Hvorfor helvede tror du, at vi har de bedste grøntsager i hele Italien. Jorden er for vild mand. Den jord kunne skabe stor vin. Vine der ville begejstre verden. Men hvad har vi?, ligegyldig tynd hvidvin. Det er jo lortevin. Du ved jo godt hvad jeg snakker om. Vi er ens du og jeg. Vi forstår vin”. Jeg forstod det. Jeg forstod Giampiero og jeg forstod nu, at det slet ikke handlede om Candela Dictum. Det havde aldrig handlet om Candela Dictum. Jeg var blevet holdt for nar. “Men hvorfor i alverden skulle de dræbes?. Var det virkeligt nødvendigt?“, jeg slynger spørgsmålet ud. ” De to var de værste. De var hovedfigurer i noget der hedder Organizzazione di vini di Piemonte di Toscana delle ultima azienda agricultura agronomia. De to har egenhændigt ødelagt muligheden for Lazio til at dyrke god vin. Vi var enige om at de måtte dø“. “Vi?”,mumler jeg stille. Jeg får en pludselig kold rislen ned af ryggen. Jeg kan mærke, at noget ikke stemmer. Jeg troede jeg havde forstået, men hvad er det jeg har overset. I det samme bliver stilheden brudt af et skud og en stemme “jamen jamen da nu ligner det her jo noget showdown at the OK Corral” ,siger en stemme jeg kender så godt…. fortsættes….

Jeg har drukket flere vine de sidste dage. De er blevet fortæret med stor lyst og stor grådighed. Indtaget uden at forholde mig intellektuelt til produktet. Blot ren og skær pleasure. Jeg vil derfor ikke give point, blot få ord om oplevelsen af hver enkelt vin. Overordnet er der tale om tre vellavede, balancerede, lækre og behagelige vine.

Fra Peter Vinding-Diers på Etna hans Il Piccolo fra 2016. Syrahdrue fra Etna. Very nice. Jeg har drukket flere vine fra huset. Fælles for dem er at de ikke skuffer. De er generelt vildt lækre at drikke. Saft og kraft med en  nødvendig stramhed og syre til at holde vinene levende og interessante. Virker bare ekstremt vellavede. Fra Hj Hansen til 190kr eller to for 300kr.

Fra Fattoria Sorbaiano i Toscana (nær Pisa tror jeg) denne Montescudaio Rosso 2016. Så vidt jeg ved lavet på primært Sangiovese og lidt Malvasia Nera og Montepulciano. Indtaget i omtåget tilstand, men husker det som om den magtede opgaven selvom den kom efter dyrere vine. Igen en vellavet behagelig vin. Fra Carlo Merolli til ca 75kr. God pris.

Sidste vin er fra Cervoles Celler i Costers del Segre i Catalonien. Vinen er fra 2012. Vi er ude i noget overvejende Tempranillo og Cabernet Sauvignon og lidt snas af Garnache og Merlot. Vinen er fra Sigurd Müller og prisen er omkring 150-200kr. Det er bare spansk lækkerhed. Igen er vi ude i saft, kraft og dejlig balance.

 

Ind i mørket.

Der er varmt i Rom i dag. Det er som om nogen har skruet på termostaten. Så fra at være behagelig, er varmen nu tæt og glødende. Cesare og jeg er lige blevet færdige med morgenmaden. Morgenmad i Rom er intet særligt, så en cappuccino og en croissant og vi er tilbage på farten. “Hvordan fik du egentlig kendskab til mordet så tidligt”? spørger jeg stille mens vi går igennem en smal stille gade, som på rolig romersk manér er begyndt at vågne op. Rød/gule Romaflag vejrer stadig stolt fra vinduerne. De anonyme afskallede facader forvandler sig en efter en til perler af butikker og restauranter. Cesare kigger undrende på mig “jamen politiet bruger mig ofte i de her sager. Du ved når der er religiøse aspekter eller lignede forbundet med forbrydelsen. Det er jo mit speciale”. Vi går et øjeblik i stilhed. “Selvfølgelig“, siger jeg. “Fair nok. Jeg prøver bare at forstå det her“. Vi går ned mod Cesares bil. Han skal tilbage på universitetet og undervise. “Jeg ringer til dig når jeg ved mere om hvem afdøde er. Det kan måske give os nogle flere ledetråde”, siger han og kaster sig ind i bilen og brager afsted i hans for mig nu velkendte lettere hasarderede kørestil.

Jeg går videre gennem byen. Jeg er forvirret. Jeg føler mig som en brik i et større spil. Som en bonde i et spil skak, hvor en udspekuleret konge eller dronning er klar til at ofre mig efter forgodtbefindende. Varmen generer mig. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Jeg leder efter skygge. Jeg leder efter kølig vin. Jeg går forbi et skilt. Vinbar dall’altra parte cupo, står der. Jeg går ind ad døren. Ind i mørket. Ud af højttalerne strømmer tonerne af Madonnas Borderline… Borderline, Feels like I’m going to lose my mind. You just keep on pushing my love over the borderline..… Jeg er kommet til det rette sted. Masser af naturvin og så med Madonna i højttalerne. Meget funky. Jeg går op til baren, kigger mig lidt søgende omkring og spørger efter noget rødt køligt og sprødt. Bartenderen anbefaler et glas Rosso di Gaetano fra Le Coste. Jeg drikker. Vinen læsker min krop. Jeg har det meget bedre. Roen breder sig ud i mine mindste ekstremiteter.

Jeg falder i snak med bartenderen. Han hedder Giampiero Boniperto. Født og opvokset  på landet i det nordlige Lazio. Han fortæller han er opvokset på en gård hvor de primært dyrkede artiskokker og courgetter. Selv har han tidligere arbejdet som slagter, men ejer altså nu vinbaren her. Han taler meget stolt om Lazioregionen. Om mulighederne for at lave stor vin her. Hvordan steder som Piemonte og Toscana løber med al opmærksomheden. Om korruption. Han er meget passioneret. Det hele begynder faktisk at blive en smule anstrengende. Jeg er ikke i humør til passionerede mennesker lige nu. Heldigt bliver jeg reddet af min mobil, der ringer i min lomme. Jeg undskylder mig og går ud i solen. Varmen rammer mig som en mur. “Cesare her. Jeg har nyt. Den myrdede viser sig at være en Gianluca Vialli. Han var sådan lidt en semikendt forretningsmand oppe nordfra. Han ejede en del jord hernede i området”. Jeg siger tak og vender tilbage ind i mørket til min vin og min nye ven. “Endnu et glas af noget lækkert min ven og fortæl mig lidt om vindyrkning og jordbundsforhold her Lazioregionen“. Giampiero fortæller villigt og ud af højttalerne strømmer Madonnas kælne stemme...I made it through the wilderness. Somehow I made it through. Didn’t know how lost I was. Until I found you….fortsættes….

På domaine Karanika render Annette Van Kampen og Laurens Hartman rundt og laver vin. De er vist pænt glade for bobler, men den her er ikke med bobler. Men dem må jeg prøve en anden god gang. Vi er heller ikke i Østrig, selvom navnene klinger derhen ad. Vi er i Grækenland. Vi er i området Amyntaio i Makedonien i Nordgrækenland. Vi er i en gammel sandet søbund med høje sneklædte bjerge omkring, så ikke så meget Sunwing hotel over det. Vinen hedder Tevea Levea og er på Assyrtiko drue fra 2016. Vi er ude i noget økologisk/biodynamisk halløj. Vinen dufter af skal fra citrusfrugter, virkelig den der lidt olierede tørre intense citrusduft der kommer når man river skallen af en citrus. Lidt eksotisk frugtskal er der også. Munden er lidt mere fyldig end forventet, men den følges af en markant syre og en sådan lidt sjov blanding af honning sødme og noget knastør bitterhed.

Forhandler: Oinifilia

Pris: 139

Rating: 4,5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Domagoj Vida