En skjorte fra Paul Smith.

Danmarks måske mest “Don’t call it a comeback. I’ve been here for years. I’m rocking my peers. Puttin’ suckers in fear.” agtige vinblogger er tilbage.

Jeg er vågen. Jeg har været vågen i flere minutter. Jeg stirrer op i loftet. Det ser forkert ud. Noget er ikke som det skal være. Jeg burde få det ordnet. Ringe efter en håndværker og få det ordnet. Angsten sniger sig ind. Jeg kigger væk, fokuserer på noget andet. Tvinger tankerne bort. Jeg står op af sengen. Går ud på toilettet og i noget der ligner et koordineret angreb pisser jeg i kummen efterfulgt af et hurtigt skyl under bruseren. Alt i en glidende indøvet bevægelse. Jeg er i gang. Jeg skal ikke noget i dag. Jeg skal faktisk næsten aldrig noget. Jeg har tid nok. Efterhånden bryder jeg mig slet ikke om aftaler. Jeg undgår dem i videst mulige omfang. Jeg tager tingene, som de kommer.

Jeg børster tænder med min sorte tandbørste fra Marvis. Barberingen kan vente. Klæder mig på. Lys mønstret skjorte fra Paul Smith i let og luftig bomuldskvalitet, beige sokker fra Falke, letforet brunt jakkesæt fra Oscar Jakobsen. Jakken casual i hånden. Det ser godt ud. Underspillet lækkert. Jeg kan være det bekendt. Jeg går ind i køkkenet, tænder espressomaskinen, smider jakken på en stol og venter ved bordet i karnappen i stuen, indtil maskinen er varmet op. Den skal også lige i gang om morgenen.

Jeg kigger ned på gaden. Trafikken er knap begyndt endnu, kun få fodgængere på fortovet. Et par målrettede cyklister nyder at eje vejen her i de tidlige morgentimer. Det ændrer sig senere når bilerne tager over. Det ved jeg. Busserne kører. De er i gang. De kommer i små klynger af to eller tre af gangen. Jeg tror ubevidst, at busser klumper sig sammen. Det sker altid. Jeg har noteret mig det. Jeg har ikke tjekket køreplanen, men jeg tror ikke de ifølge den, skal ankomme så tæt på hinanden. Det giver ligesom ikke mening ud fra et trafikalt planlægningsmæssigt synspunkt. Det er nok noget trafikpsykologi af en slags der er på spil. Jeg ved ikke om den slags er pensum på buschaufførskolen. Det er godt, at busserne kører. Velfungerende offentlig transport er et vigtigt symbol på et velfungerende civiliseret samfund. Så længe busserne kører er tingenes tilstand stadig nogenlunde ok. Det synes jeg ihvertfald.

Jeg brygger to kopper espresso. En er bare lidt for lidt. Og det der med dobbelt espresso forstår jeg ikke helt. Det er en god start, cremaen på toppen er spot on i dag. Jeg drikker dem, mens jeg igen ligegyldigt stirrer ned på gaden uden rigtigt at se på noget særligt. Bare et hvilende blik. Jeg må derud. Se det lidt tættere på. Mærke det lidt mere. Stikker fødderne i et par ruskinds loafers fra Crockett & James. Solbriller fra Thom Browne, nøgler, mobil og min sorte læderpung indgraveret med ordene killed by death. Rødt på sort læderbaggrund. Effektfuldt. Ned af trapperne og ud på gaden.

Alt virker trygt og godt. Luften er lun. Den smyger sig om mig, som en comforting dyne omkring min krop. Jeg sætter i bevægelse. Jeg ser måske ved første øjekast ud som en mand uden mål, men jeg ved udemærket godt hvor jeg ender. Jeg prøver bare at snyde min krop til at tro, at dagen i dag måske er dagen, hvor noget anerledes kunne ske. At jeg drejede til venstre istedet for til højre. Men jeg tror godt, at min krop ved, at det ikke sker. Jeg bilder mig bare ind, at det at holde muligheden åben for forandring er sundt på et mere mentalt plan.

Jeg går ind på Morgencafeen Le Baudet. Jeg går altid ind på Le Baudet. “Godmorgen Bermann” lyder det fra baren. Jeg nikker, smiler “Godmorgen Kalle“. Smalltalk slut. Jeg sætter mig på min plads, bladrer uinteresseret igennem dagens udgave af Politiken. Nyheder er helt og aldeles uinteressante. Men det er en ok følelse bare at bladre. Overskrifterne noteres, men bundfælder sig ikke dybere… israelske kampsoldater: ordren om at skyde ubevæbnede fylder os med skam…. nyåbnet restaurant serverer fotogene og farverige anretninger, men maden savner smag…. tre ud af fire giftrester i vores kroppe kommer fra 10 populære fødevarer... Kalle kommer ned til mit bord med en cappucino og croissant “velbekomme Bermann” og lister videre til morgenens gøremål. Der er endnu roligt. Udover mig er der kun to andre gæster i cafeen.

Mens jeg fortærer min smørfyldte sprøde croissant vender tankerne sig mod samtaler aftenen forinden. Brudstykker. En våd aften på Vinbar Vingejst. Jeg begynder at huske. Jeg vidste der var et eller andet. Jeg havde mærket uroen siden jeg vågnede. Jeg havde forsøgt at ignorere den. Jeg burde om nogen vide, at den slags ikke lader sig ignorere. Noget eller nogen kræver min deltagelse, min involvering. Pis da osse…..fortsættes…..

 

Aftenens vin er fra Italiens hæl. Nærmere bestemt Gioia del Colle i området omkring Bari. Vinen er Primitivo drue fra Christiano Guttarolo. Vinen hedder Miro og er fra 2015. Vinmarkerne ligger i 400 meters højde ganske nær kysten, så godt med kølige vinde der… ja tak. Jeg gætter på at det er noget med.. nu skal jeg sateme vise at Primitivo fra SydItalien kan være elegant. Lykkes det så?, hører jeg jer spørge. Jamen det gør det da faktisk, svarer jeg. Ham Christiano drengen tilsætter i øvrigt vist nærmest ikke noget til vinen… så meget hipster syditaliensk der… ja tak. Jeg googlede ham… lidt af en frækkert “vil du med en tur ud i mine vinmarker og se mine druer, hører jeg ham sige… Hvordan er vinen så?. I næsen mørk sødlig frugt, kakaopulver og godt med karamel. Lyder måske lidt tungt, men når man smager vinen giver det mening. Læskende frugt og syre der hænger længe på tungen. Meget langt fra det tunge primitivo de fleste af os kender. Meget drinkable… Vidste jeg ikke bedre ville jeg nok have troet, at vi var ude i noget stramt frækt fra det sydlige Frankrig af en slags. Skønt at blive overrasket over en drue som jeg nok ellers normalt smutter let og elefant langt udenom.

Forhandler: Hyggevin

Pris: 159kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Antonio Cassano… selvfølgelig…