The final problem.

Jeg er begyndt at grave et hul i haven. Det er to dage siden, at min nabo døde. For at få det hele lidt på afstand er jeg begyndt at grave. Det er dejligt at grave. Nærmest terapeutisk. Folk burde grave mere. Det ville helt sikkert afspejle sig positivt i stressstatistikkerne. Det siges, at op mod 12 procent af alle danskere oplever symptomer på alvorlig stress hver dag.

Jorden er godt nok ret hård på denne årstid, men med den rigtige spade går det alligevel. Jeg har købt en Gardena Terraline med spids ende. Den er formidabel til hård tung jord. Jeg er allerede nået dybt. Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal bruge hullet til, en trampolin, et boblebad, måske noget helt tredie.

Optimismen bruser i mig. Livet er godt når man graver. Og jeg graver. Optimismen og fordybelsen bliver dog brudt af lyden af fodtrin og en skygge over mig ovenfor hullet. –forstyrrer jeg, lyder en stemme jeg kender. Jeg kigger op –jamen hej kriminalinspektør, hvad bringer dig på disse kanter?. Elegant springer jeg op på græsset og rækker min beskidte barkede næve frem, man bliver stærk og senet af at grave. Jeg er tilfreds med min krop.

Jeg har lige et par opfølgende spørgsmål med hensyn til mordet på din nabo, siger kriminalinspektøren mens han tørrer sine hænder i sin lækre Chesterfieldfrakke. En dejlig frakke. Jeg ønsker mig sådan en frakke. En rigtig James Bond frakke. Han er vist ikke vant til at blive beskidt, tænker jeg og smiler stille. –Jamen selvfølgelig, pick my brain som man siger... shoot.

Vi går ind i teltet og sætter os til rette med en kop dejlig kaffe. Jeg brygger min kaffe på min aeropress. En fremragende kaffebrygger til mit simple living. Kaffen er selvfølgelig økologisk Sidamo fra Etiopien. Tydelige noter af frugt og blomster og en markant syrlighed. Kaffe for kendere. Jeg tror kriminalinspektøren kan lide kaffen.

-Må jeg ikke have lov at starte?. Jeg ved jo godt hvorfor du er her, siger jeg og kigger insisterende på ham. Han nikker og jeg fortæller hele historien fra start til slut. Om hvor kompetent jeg har været, om at flytte ud i teltet, om at være inkompetent og fri, om en ultra kompetent nabo på den anden side af hækken, om angst, om stress, om irritation og om den endelige forløsning. Kriminalinspektøren ser roligt på mig uden at sige et ord. Det føles dejligt, at fortælle ham det hele, vi har et tillidsfuldt rum sammen. Det er næsten lige så dejligt, som at grave, men også kun næsten. Intet slår at grave.

Da jeg er færdig, siger han stille, at jeg har gjort noget, som ifølge dansk lovgivning må siges ikke at være helt lovligt. –ja vi må hellere tage på stationen, er det ikke sådan man gør?, siger jeg og rejser mig stille. Kriminalinspektøren rejser sig ligeledes. Han svajer lidt i det han rejser sig og griber desperat fat om stoleryggen. Han virker forvirret. –jeg har det underligt, fremstammer han. Han falder til jorden mens han mumler uforståeligt. Det ser klodset og ret morsomt ud. Jeg kan ikke undgå at grine lidt.

Jeg læner mig stille indover ham. –Sidamokaffe er ikke for alle, siger jeg. -det er stærke sager, syrligheden kan tage pippet fra de fleste. Forsigtigt trækker jeg Chesterfieldfrakken af ham. Han gør ingen modstand. –det er en flot frakke du har, den skulle nødigt blive beskidt. Jeg har selv ønsket mig sådan en længe, eller i hvert fald siden vi mødtes forleden…Jeg trækker omhyggeligt resten af tøjet af ham. Jeg tager også mit eget tøj af. Vi er begge helt nøgne nu. Det føles bedst på den måde. Mere lige. –skal vi ikke høre lidt musik?, siger jeg og finder Spotify på min mobil. –kan du lide Dodo and the Dodos? Jeg synes, at de er meget undervurderede. Deres bedste album er efter min mening Største hits fra 1995, klassikere som Sømand af verden, giv mig hvad du har, vågner i natten og min personlige favorit Bambi på glatis. Prøv lige at hør den start her..…..

Hey – uh huu, hey – uh huu,
heyy

Du ka’ tale i timevis,
men du må snakke med dig selv.
For du vil aldrig bli’ meget klogere
på, hvorfor jeg sagde farvel.

For du tror, jeg er din – heyy
Bambi på glatis – ahh
Jeg ved, jeg aldrig bli’r – heyy
en, du kan få fat i…….

Musikken lyder aldeles fremragende i min Marshall Stanmore Bluetooth speaker. Den gengiver især rockgenrens snerren på fin vis. Perfekt valg til Dodo and the Dodos. Jeg trækker kriminalinspektøren ud af teltet og op til kanten af hullet. Det går nemt. Han er ikke tung og jeg er senet og stærk. Han forsøger at tale, men ingen ord, kun underlige lyde kommer ud. Det er fjollet og faktisk lidt forstyrrende at høre på.

Kriminalinspektøren er træt nu og jeg triller ham uden problemer ned i hullet. Jeg vender rundt og griber fat i min Gardena Terraline spade og begynder at skovle jord. Jeg tror jeg vil købe et udendørs boblebad. Flere burde have et boblebad i haven. Boblebade er afstressende.

 

 

 

 

 

 

 

Reichsgraf von Kesselstatt i Mosel. Riesling. 2010. Gylden gylden gylden, morgentis som Gud havde tænkt det. Næsen er der helt bestemt, men alligevel en hvis overlegen tilbageholdende underspillethed. Jeg behøver ikke bevise noget for dig din trold, siger den. Pære, kvæde, lidt abrikos/eksotisk frugt. Ingen petroleum og det er faktisk befriende… Alt det går igen i munden sammen med en smule honning, en stadig spillevende syre trænger fint igennem. En underspillet, stringent og rank Riesling. Meget flot og sammenhængende vin.

Forhandler: Vinoble

Pris: 320kr

Rating: 5,5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Fritz Walter

Man jager et bæst….

Jeg bliver vækket af sirener og lyden af myndige kommanderende stemmer. Jeg går derover. Over til min nabo. Over til Nordisk Telemark G1000 ultra extreme teltet. Ved indgangen bliver jeg mødt af en betjent med ordene ‘hvad laver du her?. ‘Jeg bor ved siden af, hvad sker der?, svarer jeg. Jeg kender egentlig godt svaret, de mange betjente og Falckfolk taler vel deres eget sprog. Min nabo må være død. ‘Din nabo er død’, siger betjenten. I det samme kommer en lille lavstammet ældre herre klædt i civilt, gående imod mig ‘Kriminalinspektør Larsen, følg lige med mig her’, siger han med en myndig og alligevel behageligt beroligende stemme.

Vi går ind i teltet og bliver mødt af et grotesk syn. Midt på gulvet ligger min nabo nøgen, kun iført et Liverpool halstørklæde. Hans meget store tykke lange lem står ret op i luften. Det må være dødsstivhed. Jeg mærker et stik af misundelse. Overalt flyder det med tomme slotspilsnerdåser, fladskærmen er tændt på kanal 3+. Jeg får kvalme af synet.

Der er foregået noget meget sygt her. Vi kender ikke dødsårsagen, men naturlig er den sgu ikke‘, siger kriminalinspektøren med lav stemme, mens hans ser tomt ret frem for sig. ‘Jeg har set det meste i mine 35 år ved politiet, men det her slår alt’. Teknikerne har fundet klatter af sæd flere steder, på fladskærmen, på halstørklædet, på gulvet… sågar udover øldåserne. Det kan ikke være afdødes sæd, eftersom hans pung er stor, tung og fast……Det må være morderens. Det er ikke dna der mangler her…’ Jeg kigger på min nabos pung, den er faktisk stor, tung og fast.

Kriminalinspektøren ryster stille på hovedet og ser pludselig meget træt ud. ‘Det ligner måske et bæsts værk, men bag alt det her gemmer sig et lille sygt sølle menneske, han kigger et kort sekund undrende på mig, inden han går videre rundt i teltet. ‘Hørte eller så du noget usædvanligt i går?’, spørger han pludseligt. ‘Neeej… jo måske faktisk. Jeg hørte nogle stemmer på et udenlandsk sprog på et tidspunkt, rumænsk eller sådan noget’. Kriminalinspektøren løfter hovedet ‘meget interessant, meget interessant‘. Han går videre, fordybet i tanker. ‘Nå hvis der ikke er mere, så må jeg hjemad’, siger jeg. ‘Hmm…ja selvfølgelig…. må hjemad…’, mumler kriminalinspektøren.

På vej ud af teltet bliver jeg stoppet af kriminalinspektørens stemme bag mig ‘hovdu må hellere blive i byen, jeg skal måske bruge nogle yderligere oplysninger eller måske et mundskrab, hvem ved‘. Hans stemme har ændret sig, der er pludseligt noget mørkt og truende. Jeg fornemmer, at han smiler stille bag mig, mens jeg går. ‘Ja selvfølgelig, intet problem‘ siger jeg og forlader hastigt teltet. Jeg kan mærke en uro indeni. Jeg vil hjem til mit telt. Jeg vil hjem i mit telt nu.

 

 

 

 

 

 

 

Vi er i Sydafrika. Nærmere bestemt omkring Palmiet river ved Western Cape. The Fledge & Co, Katvis, Pinot Noir 2016. Dyb lækker næse. Dragende incinterende flamenco…der er bær og svampe og hvad ved jeg. Jeg aner det ikke, men det er dybt og det er fedt. I munden er den krydret men alligevel læskende. Jeg aner ikke hvilke ord jeg mere skal flashe, så det dropper jeg. Det er dejlig vin. Ordene er dragende, dybt og elegant. Det smager pissegodt. Simpelthen pissegodt. Jeg skal til at drikke mere Pinot Noir fra Sydafrika.

Forhandler: Cibi e Vini

Pris: vist nok omkring 150kr.

Rating: 5,5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Christian Eriksen.

Min nabo er flyttet ud i sin have.

Min nabo er flyttet ud i sin have. Min nabo er for fanden flyttet ud i sin have. Han havde set mig og syntes det så spændenede ud. Spændende!!. Min nabo har købt et Nordisk Telemark G1000 ultra extreme telt. Min nabo har bygget fast bund i sit telt. Min nabo har et Sony 65″ smart led tv i sit telt. Det er store tal. Jeg synes bare slet ikke de tal er trygge. Jeg synes de tal decideret skaber grobund for utryghed.

Min nabo synes det kunne være fedt, at vi lavede nogle mandeting sammen. Måske hygge med en omgang koteletter i fad, se Champions league på hans 64″, drikke et par dåsepils. Min nabo har været i Tyskland. Det er jo bare en smuttur i en Volkswagen Passat Variant, siger han. Min nabo har fyldt sin Passat Variant op med slots pilsner. Min nabo synes slots pilsner er en god øl. Det er jo virkningen der tæller, som han siger.

Jeg kan mærke en uro indeni. En uro jeg kender. Det var den uro, der var grunden til, at jeg flyttede ud i haven. En uro der hænger uløseligt sammen med kompetencer. Min nabo er meget kompetent. Inde i huset var jeg nogenlunde kompetent. De sidste uger i haven har jeg dog været helt og aldeles inkompetent. Bragende inkompetent og fri.

Uskylden er under pres, friheden truet af en kompetent trussel på den anden side af hækken. Jeg har analyseret situationen. Konklusion: situation uholdbar. Jeg står tilbage med tre mulige løsninger. 1. Tilbagetrækning til huset til mit semi kompetente liv. 2 Forflytte min lejr. 3. Udslette min nabo.

Desperate times call for desperate measures…… fortsættes……

 

 

 

 

 

 

 

Vi er i Roero, som ligger i Langhe, som igen ligger i Piemonte. Giovanni Almondo Roero 2015. Ren Nebbiolo. Vinen er den farve, som Nebbiolo oftest er, så ikke noget særligt interessant der. I snudeskaftet igen ganske klassisk, rød frugt sådan lidt lettere røde bær og måske med lidt god vilje ikke helt modne kirsebær…støvet jord og ler og ganske meget rosenduft. Med lidt varme også lidt toffee. I starten efter kort tid i karaffel er der ganske meget tannin. Jeg gik tidligt i seng og dagen efter var den dejligt balanceret…det blev en dejlig morgen. Tydeligere frugt, lækker frugt faktisk, syren træder frem og tanninen bedre balanceret. Dejlig no nonsens frugtig Nebbiolo. Smager bare rent og godt. Men når jeg tænker efter, synes jeg faktisk den byder på mere kompleksitet end mange Nebbioloer i samme prisklasse. Jeg bliver mere og mere glad for den her vin, som jeg både drikker den og skriver om den.

Forhandler: Bichel

Pris: vist 175kr

Rating: 6/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Paolo Roberto Falcão, the eighth king of Rome.