Om at shoppe vin.

Vingejst er måske Danmarks bedste vinblogger. Måske også den bedste vinshopper. Jeg nyder ihvertfald at shoppe vin. Jeg shopper i butikker. I vinbutikker oftest. De har mest vin og der bliver jeg ikke så nemt distraheret af uvæsentlige produkter, som brød og lamper.

Jeg bryder mig ikke om lamper. De fleste lamper finder jeg regulært grimme. Utiltalende er de faktisk. Det er svært at finde en pæn lampe nu om dage.

Vine er pæne synes jeg. Nogle så pæne, at det kilder indeni mig, når jeg kigger på dem. Det kan være de høje slanke, de buttede eller en magnum. Jeg er ikke kræsen. Nogle af dem har korkprop, andre har skruelåg, indimellem er jeg så heldig at finde en, der er lukket med rød voks.

Jeg kan godt lide rød voks. Det minder mig om film jeg så som barn. Flotte film med armadaer af store gamle krigskibe af træ. Flashende deres store kanoner ud af huller i skibets skrog. Kabooom, sagde det, når kanonerne side om side gik af i et simultant brag.

Søfolkene var ofte portugisere, hollændere, spaniere, franskmænd og englændere. Det var sjældent belgiere. Jeg ved ikke hvorfor. Måske en skør excentrisk flamsk pirat på afveje i ny og næ. Men ikke så ofte endda.

Kaptajn, Commander, Admiral eller hvad sådan en nu hed på et skib i de dage, befandt sig i rolige stunder ofte i skibets klart lækreste kahyt. Forskellen mellem den kahyt og det øvrige mandskabs boligforhold, var intet mindre end himmelråbende. Her skrev han i fred og ro vigtige dokumenter. I hånden sin pen og blækket vuggende ildevarslende i bølgegangen fra side til side. De vigtige og hemmelige dokumenter blev til slut altid forseglet med rød voks og et personligt unikt stempel. Kun dokumenter af den yderste vigtighed bliver forseglet med rød voks.

Jeg kan godt lide rød voks og stempler. Dokumenter kan også være dejlige. Jeg har modtaget såvel meget dejlige, som foruroligende dokumenter. De dejligste dokumenter er dem der lander i min mailboks, som fortæller mig, at jeg har bestilt vin, med afsendelse snarest.

Vin købt på nettet er en helt speciel shoppe oplevelse. Dybt, næsten tantrisk. Vedholdenhed, fordybelse, med klik af ekstatiske øjeblikke. Læg i kurv, se kurv, gå til kasse.

Forud er gået timer, måske dage. Masser af research. Udvælgelse af vin. Fravælgelse af vin. Vine fundet uinteressante, uden X Factor. Andre vine fundet vej gennem nåleøjet. Udvalgt. Fantastiske vine. Helt særlige vine, som kun mit unikke blik finder. I mængden af hundredvis, finder jeg netop jer små funklende stjerner.

Når vinene er særlige, må jeg selvsagt være særlig. Særligt begavet, særlig unik. Jeg er hvad jeg drikker. Noget helt særligt.

Når det er sagt, følger her en række vine smagt over den senere tid. Må indrømme at ikke alle vine er lige særlige. Men ingen er jo helt perfekt. Beskrivelserne af vinene er kortfattede og skal ikke tages for yderligere end blot umiddelbare førstehånds indtryk.

Illuminations 2015 fra Laurent Herlin i Bourgueil. Druen er Cabernet Franc. Bio og øko certificeret. Ganske meget bær, de røde, de blå og de lidt mørkere. Lidt røg. I munden blød og rund. Behagelig vin. Pæn afsluttende syre. Under de mange bær holder vinen en let lidt kølig struktur, der holder den drikbar også udover første glas. 170kr hos extrabrut. Dejlig vin men personligt var jeg nok mere til Terre d’adoption på samme drue fra samme producent. Sådan husker jeg det ihvertfald lige.

Landmann edition sc. Cabernet Sauvignon 2012. Fra Baden i Tyskland. Mørke bær, rustikt og landligt. Stor dybde og let sødmefuldhed. Masser af mørk frugt og god omgang tannin. God men lidt ordinær vin.

Sancerre fra Domaine Vacheron. 2016. Ja det er Sancerre. Elegance, syre, grønlig gullig frugt, lime. Og faktisk lidt kedelig. Men jeg smagte den heller ikke omhyggeligt. Var gået lidt hovedkulds ombord i en flok hummere fra Limfjorden.

Vinblogger udtaler ærligt: Jeg har været i tvivl.

Danmarks måske absolut bedste vinblog er løbet ind i en slags dødvande. Alle ved, at en tvivlende vinblogger er en færdig vinblogger. Jeg indrømmer, at tvivlen har fået tag i mig. Hvem er jeg? Hvad er jeg?. Istedet for at gemme mig bag ligegyldig meningsløs lyrik, møder jeg uvæsenet med åben pande, lige her på bloggen. Jeg lægger hovedet på bloggen så at sige. Må det briste eller bære.

Jeg spørger i angst, udækket, åben. Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?

Er bloggen og vinbloggeren i virkeligheden en taber, en fallent, en nullert, et fjols? Er jeg blot en talentfuld, smuk vinblogger, forelsket i mit spejlbillede, beundrende mig selv i refleksionen fra et glas hundedyrt biodynamisk Chenin Blanc. Forfængelig, indbildsk og selvisk. Er min fantastiske blog kun et middel i min selvoptagethed. Ophører jeg med at eksistere hvis ingen læser min blog?

Er jeg Ikaros? Overmodig, himmelstræbende. I en selvfortærende jeg-dyrkelse farer jeg mod himmelen, mod det guddommelige. Er der begået hybris? Glemmer jeg verden omkring mig? Modtager jeg gudernes straf? Er jeg en slagen mand?

Mange spørgsmålstegn i et enkelt indlæg. I spørgsmålene er der håb. Et rum for udvikling.  Grobund for selvindsigt. Metamorfose. Er vi vidne til en blog, et menneske i forvandling fra fysisk og forgængeligt menneske til åndeligt og evigt menneske? Lad fremtiden vise.

La Selva, Ciliegiolo 2007. 100% økologiske Ciliegiolo druer. Vi er i Maremma regionen i Toscana. Ciliegiolo betyder vistnok kirsebær, og det henviser nok både til vinens farve og duft. Druen benyttes i dag i Toscana og Umbrien. Man mærker i duften, at det ikke er helt ungt det her. Det hænger visse steder, som man siger. En smule tungt og sødligt. Men alligevel ikke mere end, at man spændt venter på hvad den bringer i munden!. Bliver det dødt og tungt eller er der stadig liv. Heldigvis er der liv. Masser af bær, bær, bær, søde mørkerøde modne kirsebær. Flot syre og en smule tannin holder den her frækkert levende. Det er ren Sophia Loren. En flot rødvin, der kan give lidt tanker hen imod en dejlig Rosso Di Montalcino, sådan i mangel af bedre beskrivelse. Købt på ferien, derfor ikke yderligere rating.

VIGTIGT. Sidste chance.

Danmarks måske mest indflydelsesrige kulturpersonlighed i året 2017, har en stille bøn til mine mange trofaste læsere. Berlingske kårer igen i år årets dansker. En dansker der har gjort den største forskel. Med de største ambitioner om at forandre mest til gavn for andre og opnået det.

Forslag indstilles senest den 9 oktober, så skynd jer alle mine skønne læsere. Lad os stå sammen om at opnå MINE mål. Tænk hvad vi kan opnå og skabe, når bare vi står sammen. Den endelige kåring finder sted i Pilestræde den 5 december. Jeg har sat kryds i kalenderen og færgeoverfarten med Molslinien er bestilt.

Men eftersom vi skriver den 8 oktober i dag, beder jeg jer kære venner, il til tasterne og bliv en del af noget stort og vigtigt. Together we stand strong.

Vinen i dag er fra Preben Elkjær land. Området omkring Gardasøen. La Pergola Biocora fra Cantine della Valtenesi, Lugana 2015. Økologisk. Lidt kort info om druen Trebbiano di Lugana aka Turbiana. Der er åbenbart ikke tale om, at druen er Trebbiano men derimod identisk med Verddichio druen. Druen får dog efter sigende få sit helt eget udtryk i området omkring Gardasøen. Vinen er helt igennem flot gylden. Skøn duft af revet limeskal, pære, hvid fersken, skal af mandarin og revet mandel. Spøjst at der er den duft af revet frugskal og nød. Virker meget intensivt. I munden er frugten ganske fyldig men en meget stram citronagtig syre renser godt og holder vinen meget frisk og crisp. Vinen er købt på ferie, men har set den på Lugana.dk til 129kr ved et styk. Billigere ved køb af flere. Jeg har ikke selv handlet på hjemmesiden så kender den ikke. Kan heller ikke se årgangen.

Men til prisen på 129kr får den en rating på 5/7

Nu må nok være nok.

Danmarks måske mest entreprenante vinblogger er stødt på uventede problemer. Et stort anlagt prestigebyggeri med eksklusive ejerboliger, Sky Bella La Vista City med tilhørende 4 hektar vinery tilplantet med Pinot Noir vinstokke, er midlertidigt sat på stand-by. Det store projekt tegnet af det prisvindende arkitektfirma Biggie and Smalls, var forventet at skabe indtægter i millionklassen i form af jobs, skatter og turisme, til en i forvejen slunken pengekasse i Vingejsts hjemkommune.

For biologistuderende Sarah Hornsleth var det dog blot en dag som de fleste andre. På bæredygtig maner var hun ude at fouragere i naturens spisekammer. Kurven fuld af karl johanner, kantareller, trompetsvampe, brændenælder og løgkarse, vendte Sarah glad og overmåde selvtilfreds hjem til sin af farmand forældrekøbte 4 værelses lejlighed i midtbyen.

Til Sarahs store overraskelse viste kurven sig at indeholde en for hende ukendt svamp. Efter længere tids skriven frem og tilbage på internetforaet levbæredygtigt.dk viste det sig, at svampen var intet mindre end den ekstremt sjældne lille lyserøde rørhat.

Svampen med det latinske navn insula rosea spongia er mestendels kendt på en umiskendelig kraftig duft af opkast, et stort indhold af c og d vitamin samt, at den ved indtagelse medfører en voldsom smertefuld og skummende afføring.

For Sarah understreger det, at netop dette for alle ukendte og ligegyldige stykke flade jord, som ingen tidligere har vist interesse for, endsige besøgt, har helt særlige gunstige vilkår for truede dyr, svampe og planter. Ved nyheden herom gik byens førende kokke uden videre refleksion straks sammen med Alternativet i bestræbelserne på at stoppe byggeriet af Sky Bella La Vista City.

Vingejst er naturligvis rystet, men ikke slået. Sammen med byens ultraliberale socialdemokratiske borgmester, teknisk forvaltning og arkitektfirmaet Biggie and Smalls ligger tegningerne klar til et stort nyt projekt på grunden; Bio Camp. Et komplet selvforsynende boligområde med fuldt fokus på bæredygtige nulenergihuse, kaffebarer med virkeligt syrlige espressoer, økologisk pølsevogn, vegansk gourmet restaurant, vinbar med egne biodynamiske vine, børnehave/skole der arbejder fundamentalistisk efter Rudolf Steiner, nybyggede lagerhaller med “efterladte” industrikraner, som altsammen ser vældigt slidt ud og selvfølgelig masser af små ildelugtende lyserøde rørhatte. Mon ikke det projekt nok skal glide ned?

Medens vi venter på første årgang af egen Pinot Noir, kan vi drikke lidt fra Weingut Pix. Kaiserstuhl. Baden, Tyskland. Vulkansk jord. Spätburgunder 2014. I næsen rød frugt og lidt ristede noter. I munden blød og rund frugt, let sødmefuld, godt med syre, og den der lidt ‘vin lavet på vulkansk jord’ dybde. Ved ikke hvad det er, men måske det der terroir hokus pokus halløj er på spil…Det er simpelthen bare god Spätburgunder. Købt på ferien og derfor ingen yderligere rating. Ingen dansk forhandler så vidt jeg ved.