Danmarks måske mest stressede vinblogger er tilbage. Trofaste læsere af Danmarks måske bedste vinblog har givet noteret sig den manglende aktivitet over de senere dage. Undertegnede kan fortælle, at jeg har været nede med stress. Jeg har simpelthen haft en god gammeldags nedtur.
Alt er sket i kølvandet på de mange anklager om misbrug af vinmidler. Penge der skulle være gået til oplysning i folkeskolen om naturvinens gavnlige effekter, er ifølge anklagerne endt i undertegnedes mave. Mestendels i form af dejlige bourgogner og et par underskønne brunelloer. Beskyldningerne har naturligvis intet på sig. Der må velsagtens være tale om den største heksejagt siden heksejagter begyndte for ihvertfald 100 år siden.
Skulle Danmarks måske mest celebrerede vinblogger have snydt og bedraget. Tilranet sig midler, som skulle være gået til børnene. Jeg kan slet ikke genkende det billede. Der har højest været tale om sjusk og små unøjagtigheder fra min part.
Lad os nu stå sammen. Se mod fremtiden. Jeg melder mig ihvertfald klar til at trække i arbejdstøjet. Klog af skade, men mæt af vin.
Så er vi i Bårgånje. Domaine Henri Richard, Coteaux Bourgignons, Corvee de L’Eglise, 2015, Økologisk. Vinen blev indtaget på terrassen i et lettere anfald af pollensnue, så jeg burde måske ikke gøre mig nogen videre betragtninger over vinens eventuelle fortræffeligheder. Men jeg er vinblogger for pokker. Så bag snotten fandt jeg vel lidt noter af røde bær. Faktisk pæn potent næse virkede det til. I munden var vinen ganske frisk og læskende. En dejlig vin at drikke let afkølet. Langt at foretrække for antihistaminer. Jeg yder sikkert ikke vinen fuld retfærdighed, men så må jeg jo bare nyde endnu en, en anden dag.
Forhandler: Sigurd Muller
Pris: 130 på bud. Normalpris 160
Rating: svær at vurdere med snotnæse, men lad os sige 5/7