Sidste indlæg på Danmarks måske bedste blog var den 14 januar. Mange tror nok, at tiden mellem indlæggene er ren badeferie. I kan tro om. Danmarks måske vigtigste vinblogger er fokuseret og koncentreret i bestræbelsen på at bringe jer læsere det bedst tænkelige produkt. Vine bliver åbnet, duftet, smagt og vurderet. Tro mig, det er ikke nogen dans på vulkaner. Omtågede dage, sure opstød, glemte børn i skolen og kropslig deroute, er blot nogle af de bivirkninger mit virke bringer. Et offer jeg dog betaler med glæde.
Tre vine skal vi vurdere i dag. Alle har det tilfælles, at de er vin! Perricone drue fra Sicilien, Sauvignon Blanc fra Loire og Pinot Noir fra Alsace. Alle vine er dog noget økobionatur. Ikke verdens mest tydelige røde tråd i et blogindlæg. Til gengæld totalt ugennemtænkt og tilfældigt.
Vi er på Sicilien. Feudo Montoni, Perricone del Core 2015. Mørke bær, kakao, kaffe, kød og lidt brændt gummi. Blød behagelig fyldig mørk rund frugt. Lille tannin. En volumniøs smaskevin. Perricone druen virker tæmmet. Vinen er uden tvivl vellavet. Er frataget en del af druens bidske charme. Det bliver for tungt. I et tidligere indlæg var jeg begejstret for samme drue fra Porta del Vento, hvor vinen stadig havde kant. Klart et spørgsmål om smag og behag.
Forhandler: Meny
Pris: ca 189kr
Rating: 3,5/7
Loire. Pouilly-Fume. Alexandre Bain. Pierre precieuse, 100% Sauvignon Blanc. Vinen er dyb gylden. Moden kraftfuld næse. Næsten dessertagtige toner. Men syren hvisler i næseborene. Jeg mærker balance. Vidunderlig duft. Hø, stikkelsbær, fersken og melon. I munden stor lang fylde. En skøn rensende syre, der ruller ind og får hele baljen til at hænge sammen. Flot vin. Kan ikke huske hvad vinen kostede. Men med mit budget er der uden tvivl fuld valuta for pengene. Flot vin.
Forhandler: Gladvin
Pris: Sikkert alt for billigt.
Rating: 6/7
Alsace. Christophe Lindenlaub. Pinot noir 2015- Un pas de velours. Uden tilsat industri svineri. Bangkrudt i næsen. Sure sokker. Kloak!! Den duft, der breder sig når slamsugeren går i gang ude ved vejen. Mørk tung kloak. Dyb næsten forbudt duft. Ubehageligt? Næ egentlig ikke. Dragende. Ren umami. Fyldig frugt med en stor syre på tungen. Vinen bliver aldrig tung. balanceret og kompleks. På andendagen er vinen markant forandret. Renere klassisk pinot noir i sit udtryk. Skal vist passe på med at dømme en vin for hurtigt. Er faktisk ret glad for den her version af pinot noir. Både i sit voldsomme aromatiske umiddelbare udtryk og i den mere luftede form. Drik den straks eller luft den. Uanset er den en dyb, ren og skarp oplevelse.
Forhandler: Extrabrut
Pris: 140kr
Rating: 5/7