At invitere et fjols på vinbar.


Jamen jamen jamen er det ikke en gammel liderlig vinskriver der sidder der. For satan hvor er du da blevet fed. Byder du på et glas af det der? Torben Jensen, som den kakafoniske papegøje hedder, venter ikke på svar og trækker med overlegen selvfølgelighed en stol ud, sætter sig og smider albuerne indover bordet. Jeg vælger at overhøre svineren og svarer høfligt ‘du står da ellers knivskarpt. Ikke til at se at der er gået…hvad er det 15 år?. Det vel nok mest påtagede smil ever er sværtet ud over mit ellers udtryksløse ansigt. Jensen tager en grådig slurk af vinen, ‘24 år. Det var gode tider ikke sandt. Os to. En krig på vin og damer. Ligesom det er ment to be ikke sandt? Torben vender og drejer glasset foran sig og med al den nedladenhed han mestrer, og det er ikke lidt, hvisler han ud mellem læberne ‘Hvad fanden er det for noget fadlorte svovle vin det her. Det er derfor du er så fed. Jeg drikker kun usvovlet. Et glas usvovlet svarer til tre gulerødder……hvorfor drikker du det lort?

Torbens talestrøm fortsætter, det er tydeligt at han ikke venter et svar. Det er også ligegyldigt jeg er holdt op med rigtigt at lytte. Jeg hører ord. Hører svagt mig selv sige ting som…hmmm…okay…ja det må man sige…hold da op….Men Jeg er træt. Jeg er helt enormt træt nu. Træthed er ofte et symptom på vrede der ikke finder plads. Det har jeg hørt et sted. Jeg er ofte træt. Jeg kan mærke hvordan mine kindtænder presser sig mod hinanden. Mine fingre bevæger stilken på glasset i elipsebevægelser på bordet. Erfarent og i unødig højt tempo. Vinen skvulper farefuldt opad glassets sider. Jeg stirrer ned i glasset, som et rådyr fanget i forlygternes skær, ude af stand til at reagere, kigger jeg stift ned i glasset. Alle fibre i min krop vil væk men jeg bliver siddende. Jeg kigger op på Torben ‘Skal vi ikke smutte på Den Langhe Vinbar?. Jeg trænger til noget usvovlet most nu‘ siger jeg velvidende, at det vil blive positivt modtaget. ‘Klart klart da‘ nærmest jubler Torben med udsigten til at jeg gider udsætte mig frivilligt for mere af hans ævl. Gad vide om han selv er vidende om hvilket kæmpe fjols han er, eller går han rundt i en slags matrixagtig uvidenhed, ignorance is bliss tilstand. Vi rejser os fra bordet og bevæger os ud i den lune aftenluft…..fortsættes

Mont Rocher på Carignan fra Lanquedoc/Roussillon årgang 2018. Masser af meget moden frugt i næsen. Tenderer til at føles som mørke bær men egentlig er det mere modne røde sødlige jordbær og hindbær, næsten henad rødgrød eller bolcher. Der er også tydelige noter af vanille og chokolade. En meget behagelig balanceret imødekommende duft. I munden klassiske noter. Frugt, vanille og chokolade og en afsluttende god syre. Det gennemgående for den her vin tænker jeg er imødekommende, behagelig og i meget flot balance. De ting den bringer, bringer den præcist uden at overdøve eller skabe ubalance. En vin som vil tilfredsstille de fleste uden at spjætte unødigt….Jeg fik den til Lammeculotte. No problem no sir. Fint Fint.

Pris: vist ca 100kr. Go pris.

Forhandler: købt hos Restaurant Alimentums vinkælder i Aalborg men importøren er vist Fejøvin

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Owen Hargreaves.

Kys Mr. Bojangles fra mig.

Jeg bliver altid liderlig når jeg bliver overhalet af en fræk tøs på motorvejen. Det fortæller noget om at det er en kvinde, der ikke er bange for at træde frem til pladen og trække hårdt i battet. Det er blot nogle af de tanker jeg sidder og gør mig, mens jeg bladrer rundt i dagens Jyllandspost på en cafe i en provinsby. Min provinsby. En provinsby jeg straffer max

Mit navn Kristian Gaardsøe aka Dr Ciliegiolo aka Mr Bojangles. Et besværet barn med mange navne. Jeg ved at de fleste mennesker idag har en attention span på linie med en retarderet kat, så lad mig derfor cutte til the chase. Der blev begået et mord i nat. Det ved jeg for jeg begik det. Dette er ikke en bortforklaring, blot en forklaring. Lad mig tage dig med til begyndelsen.

Lørdag aften på Vinbaren på Vesterbro. En vinbar hvor lyset er dim og dunkelt. Ikke noget med at vende og dreje glasset her. Jeg drikker gammel Rioja. Meget gammel. Jeg er i det humør som man nu engang er i, når man sidder foroverbøjet på en dunkel vinbar med en god gammel Rioja. Bare mig og gamle Rioja. Stemningen er tryg og behagelig lige indtil han kommer ind ad døren. Hans stemme er nøjagtig så irriterende kakafonisk, som jeg husker den “Hej røvhuller er der en der byder en gammel skriverkarl på et glas af det røde”…. fortsættes…

Så drikker vi lavt svovlet halløj fra hælen af Italien. Gargano i Puglien, Progetto Calcarius. Vinen hedder Vinetto og er fra 18. Druerne er Nero di Troia og Aleatico. Vinen er ufiltreret og lavt svovlet. Duften er faktisk ret indbydende, bemærkelsesværdig og ganske kompleks. Masser af bær, især hindbær men også de mere blå bær og frugter. Oveni det er der masser af underspillede noter af stor blomsterbuket (røde roser), skal af citrusfrugt, marcipan, blomme i Madeira, noget grønt urtet, rød likør. Alt sammen pakket ind i en behagelig indsmigrende sødme. En virkelig tiltalende duft uden på nogen måde at blive for meget. Frisk og mangfoldig. I munden frugtig, en pæn syre på tungen og tannin bag læberne. På slut en lang bitterhed. Smagen er simpel og bælleværdig og kan ikke helt måle sig med duftens spændende noter. Men det er en skøn vin at indtage her i juledagene hvor alt kan gå hen og blive lidt for tungt og lidt for fedt.

Pris: vist omkring ca 175kr

Forhandler: Hyggevin og måske andre

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Anthony Martial.

Playlist to a murder. Endgame.

Sidste stop. Ringen slutter ‘Snart er vi sammen igen’, tænker jeg. ‘Alt skal nok blive godt‘. Jeg parkerer Renaulten. Tager billetten på passagersædet og begiver mig op mod indgangen. Det larmer. Musikken fra de mange scener irriterer mig allerede. Pigen ved indgangen er et kæmpe smil ‘Velkommen til smukfest Hr…‘. Hun er tydeligvis alt for ung og jeg er klart alt for gammel. ‘Tak‘, mumler jeg og smiler anstrengt. Inde på pladsen stiller jeg mig og betragter skuet i et par minutter. ‘Gud hvor er det dumt det her’. Langsomt bevæger jeg mig rundt. Jeg kan mærke jeg er glad. Jeg leder efter stedet. Min sidste destination. Slutningen. Freden.

Foran mig et telt. En bar. Et skilt. NaturvinBarPopUp. Jeg er fremme. Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Det er tydeligvis et populært spot, som man siger. Jeg er lidt trykket. Det kan godt blive svært det her. Ved hjælp af snilde, høflighed og venlige puf arbejder jeg mig frem til baren. Jeg er ikke længere vant til det her. Denne hektiske jagt i baren. Kampen om opmærksomheden fra den uopnåelige gud af en bartender bag baren. Dette tåbelige menneske, som holder ens skæbne i hånden. Betjening eller vent.. Det er som livet, et udskillelsesræs. De svage må stå over.

Jeg er ligeglad. Jeg råber ‘Oy. Markus. Et glas af din vildeste most nu‘. Markus kigger forvirret på mig, men kommer hen imod mig og siger med begejstret mine. ‘Tjek lige det her ud. Det er så vildt. Jeg aner ikke engang hvad der er i, og det gør vinbonden vist heller ikke. Men det smager af bang bang…’.

Jeg nyder mit glas af ukendt druemost. Og må give Markus ret. Det smager faktisk af bang bang. Markus og de øvrige bartendere flyver rundt. Det er pop up. Det er natur og der er travlt. Jeg drikker et par glas mere. Jeg trækker tiden kan jeg mærke. Jeg ønsker det skal slutte, men frygter også lidt slutningen.

Jeg er forberedt. Jeg ved, at den tidligere fremgangsmåde vil være al for risikabel i denne situation. For mange mennesker og for få flugtmuligheder. Men jeg er forberedt. ‘Hey Markus, kom lige‘. Markus kommer frem mod mig. Jeg rækker hånden frem og siger. ‘Tak for god vin’. Markus udbryder et kort forbløffet av, da vi giver hånd til farvel. ‘Åh du blev vist stukket af noget‘, siger jeg henkastet. Inden Markus når at tænke videre, er jeg allerede på vej mod udgangen. Inde fra Bøgescenen hører jeg Peter A.G synge….Og så kan hunden lugte noget, den lugter undergang og farer. En giftig frø der spirer i en bunke døde harer…..

Udenfor stopper jeg kort. Trækker vejret dybt og går roligt mod Renaulten. Jeg kører væk. 10 minutter senere drejer jeg ind ad en lille skovvej. Slukker motoren. Åbner handskerummet og tager et lille pilleglas ud. Jeg drejer låget af og hælder indholdet ud i hånden. Jeg kigger ned i min hånd. Det ser uskyldigt ud men jeg ved bedre. Hånden op til munden. Lukker alle tanker ude. Sluger grådigt. Jeg lukker øjnene. Sætter mig til rette. ‘Nu ses vi snart min skat. Sammen igen. For evigt’……. Bag mine øjenlåg ser jeg for sidste gange det billede, som har hjemsøgt hvert minut af mit vågne liv. En bil i høj fart, et fodgængerfelt, pige og cykel. Lyden af glas og metal der splintres i tusind stykker……

Aftenens vin er fra Loire. Sancerre fra Domaine Fleuriet 2016. Skøn næse. Masser af frugt, hvid stenfrugt, perfekt modne, ikke hårde ikke mooshi…Der er krydderi bl.a noget ovre omkring estragon, og sikkert også andre. Lidt honning og hvide blomster er der også. Det er sådan en næse hvor man lige lukker øjnene i når snudeskaftet går ned i glasset. Sanselig. I munden igen godt med frugt på og en god lang syre coater tungen. Vinen har vist fået fad, men alt er i fuld balance. Simpelthen en dejlig vin at drikke

Forhandler: Fejøvin

Pris: aner det ikke men garanteret rimelig for jeg havde råd til den…

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Emmanuel Petit. Sådan lidt fræk og lækker, men kan også være et dumt svin når det er nødvendigt…

Se mig jeg drak også lige lidt Beaucastel forleden… tog ingen noter. Men det smager bare nice…. Flashy yeah…

Playlist to a murder ||

Jeg når uden hindringer frem til min destination. Jeg parkerer bilen i baggården, som jeg fik forklaret, da vi talte sammen i telefonen tidligere på ugen. Jeg ankommer præcist. Det gør jeg altid. Til tiden eller i god tid. Aldrig for sent. Den hvide slidte baggårdsbygning kunne være hvad som helst. Kun et lille skilt med ordene Vin Veritable afslører at der er tale om en vinimportør. Jeg går hen til døren og banker på.

Døren åbner. En mand midt i 30erne smiler hjerteligt og ægte til mig. Hans tøjstil vil jeg slet ikke begynde at beskrive, men kan dog afsløre at der både er overskæg, briller og godt med knald på farvekombinationerne….’Velkommen til. Jeg hedder Gustav. Det var mig du snakkede med i telefonen. Vi er jo to, men min partner in wine Benjamin er ude ved nogle kunder. Jeg har linet en flok frække vine op til os. Kom indenfor og lad os gå igang med at smage, det er jo det du er kommet for. Vin er jo til for at blive drukket’.

Gustav syntes vist selv at det sidste der var en ret afgørende og vigtig pointe ift tilgangen til vin. Jeg har bange anelser for hvad der kommer nu. Vi går ind i et spartansk indrettet lagerrum. Vinene står i noget der ligner systemet organiseret rod og midt i lokalet et bord med flasker og glas gjort klar. Og så kommer det…..’Ja altså alle vore vine er jo lavet på sunde druer. Ingen manipulation overhovedet. Vi vil gerne gøre op med normerne for hvad vin er. Små vinbønder med en naturlig tilgang til jorden, livet og vinen. Vores bønder bliver næsten en slags familie for os. Det skal li’som give mening ik’. Gustav er et stort usikkert smil mens han kigger på mig i ivrig forventning om, at vi da er helt på bølgelængde. Jeg mærker en helt enorm overvældende træthed i min krop. Jeg ville egentlig have ventet lidt, men går resolut hen til en flaske med en helt latterligt selvhøjtidelig etiket, som jeg ingen intentioner har om, at ville smage. Jeg hæver den over mit hoved og smadrer den ned i hovedet på Gustav. Flaske og hoved går i stykker. ‘Wauw i første hug‘, tænker jeg let forundret og dog med en vis stolthed.

Duften af varmt blod blander sig med en syrlig lugt af af æbleskrog. Jeg er allerede blevet dygtigere. Jeg sætter mig ved bordet og betragter tomt flaskerne. Tager en flaske Chenin fra Fiefs Vendeens. Den smager godt må jeg indrømme. Jeg hæver mit glas og kigger ned på Gustav ‘How did I escape? With difficulty. How did I plan this moment? With pleasure.‘mumler jeg stille. Tiden står stille. Ingen lyd. Jeg rejser mig og går ud til bilen. Snart er tingene bragt i orden. Radioen spiller Nick Cave and the Bad Seeds med Push the sky away….I got a feeling I just can’t shake. I got a feeling that just won’t go away. You gotta just keep on pushing. Push the sky away…….Nu mangler jeg kun et stop…..fortsættes……

Aftenens vin er Gamay fra byen Chiomonte i Piemonte!!. Producenten er La Chimera og vinen hedder Carcajrun. Er usikker på årgangen, men den er ny. Blå lilla most vælter ud af flasken. Umiddelbart er duften noget moden frugt (kirsebær) og lakrids. Frugten går igen i smagen, som efter min mening hælder til en lidt sådan underlig skæv sødlig frugt side, som jeg ellers ikke forventede. Lidt ubalanceret synes jeg. Der er ingen mærkbar tannin men en ok syre. Jeg tog et glas og blev lidt træt. Men havde også håbet på noget lettere, så måske skuffelse. Prop på i køleskabet og så drikke jeg videre i morgen. Måske er jeg eller vinen så anerledes…. vi ses i morgen…… God morgen. Vinen er kold og sprød og lækker. Lige som jeg kan lide den. Med varmen kommer sødligheden. Jeg gider ikke den sødlighed. Irriterer mig. Ved godt det nok bare er min ting. Vinen fejler intet. Det er go vin, men jeg bliver bare lidt irriteret over vine som jeg oplever på den her måde….De spiller dobbeltspil… Nej det gør de jo ikke. Bare ikke min stil… Jeg er sgu svær at tilfredsstille….Det blev så verdens mest tåbelige vinbedømmelse. Husk jeg ved ikke en Fuck om vin… Jeg har bare min sære smag…..og foretrækker min Gamay i en lettere stil..Så er jeg tilbage. Det er aften… vinen er kold… så er den nøjagtig så sprød som jeg kan lide den. (Der er i øvrigt 30grader udenfor) Køb den af den gode forhandler af italienske vine med et twist …. ja noget sydafrikansk har de også nu…de er også gode….og test selv. Prøv den fra køleskabskold og se hvad du synes, som den får lidt mere temperatur…

Forhandler: Cibi e Vini

Pris: 135kr

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Antonio Cassano…… God spiller men virkelig en irriterende type nogle gange….