Playlist to a murder.

Jeg betragter mit glas. Vinen strækker sig op ad glassets væg. Mine bevægelser med glasset er erfarne og kontrollerede. Vinen er let rød og klar. Blauburgunder fra Alto Adige. Jeg er igang med tredie glas vin og må konkludere, at jeg har begået den sædvanlige fejl. En fejl jeg begår hver gang jeg besøger en vinbar, jeg starter for tungt og må bestille lettere og lettere vine, som jeg efterhånden beslutter mig for lige endnu et glas.

Kvinden bag disken har travlt men er alligevel nærværende. Hun er ubesværet og tålmodig. Mange små smagsprøver til både know it all kunderne og til novicerne. Rolig i den korte ventetid hvor kunden beslutter sig for at gå med vinen eller smage en ny. Hun er upåvirket af tiden. Jeg betragter hende. Jeg er lidt irriteret over, at jeg finder hende sympatisk. Det havde været meget nemmere hvis hun havde været uduelig. Jeg skubber den begyndende tvivl væk og koncentrerer mig om det jeg er der for.

Jeg dufter igen til vinen. Intet særligt ophidsende over næsen, men i munden er vinen enkel på den gode måde. Jeg holder af det enkle. Det komplekse findes ofte i det enkle, synes jeg. Jeg drikker den sidste slurk. Går ind bag baren og åbner køleskabet. Jeg tager fat om halsen på en flaske Beaujolais og går beslutsomt hen til et bord midt i lokalet, hvor den kvindelige ekspedient er ifærd med at beskrive en flaske Poulsard for tre forventningsfulde kunder. Jeg hæver Beaujolais flasken over mit hoved og med et hårdt præcist slag lader jeg flasken hamre ned på siden af kvindens kranie. Hun falder om. Jeg bukker mig indover hende og hamrer igen og igen flasken ned over kvindens ansigt. Det eneste der kører gennem mine tanker, er det absurde i at flasken ikke går i stykker, mens kvindens hoved derimod flækker på mærkværdig vis og blod som mørk Brunello sprøjter ud. Hun ligger stille. Hun er død nu. Jeg er sikker på hun er død nu.

Jeg stopper og rejser mig, lader flasken falde til jorden. Nu går den i stykker. Den let røde væske blander sig med blodet på gulvet. Der er helt stille. Jeg ænser ikke de øvrige kunder. Det er som om de ikke er der. Jeg går ud af vinbaren, drejer til højre og går ca 100 meter ned til min ventende Renault Clio Zen TCe 75 med indfarvede sidespejle og instrumentbræt i soft touch. Jeg sætter mig ind og starter motoren. Jeg er igang, tænker jeg, mens jeg drejer ud på vejen. Radioen spiller Black med nummeret Wonderful life…..Look at me standing. Here on my own again. Up straight in the sunshine. No need to run and hide. It’s a wonderful, wonderful life. No need to hide and cry. It’s a wonderful, wonderful life… Jeg skruer op for lyden og kører ud mod motorvejen. Tårerne triller stille ned af mine kinder. Jeg har travlt nu. Jeg er ikke færdig endnu…….. fortsættes….

Muscadet sur Lie fra Chateau de la Pierre 2018. Et af de der impulskøb i supermarkedet. Den står der og ligner noget som måske er mere værd end de 50 kr prisskiltet viser. Har jeg måske fundet en perle til billig penge…måske….I næsen er førstehåndsindtrykket ret godt. Noget citrus henad mandarin, gul melon og hvid stenfrugt. Frisk og ganske kompleks. I munden mister den efter min mening lidt af charmen. Stadig ok pæn frugt men også noget “træet”. Jeg ved ikke hvad det stammer fra, men jeg synes det forstyrrer et ellers pænt friskt og enkelt udtryk. Jeg bliver lidt for hurtig træt i gummerne. En vin ikke uden charme, men den falder alligevel igennem på målstregen.

Forhandler : Aldi

Pris: 50kr

Hvis den her vin var en fodboldspiller: James Ward-Prowse… god men bare ikke god nok…

Elskede at drikke, Drikker for at elske.

Danmarks måske mest nyskabende wineblogger/songwriter er stadig høj på bagsuset fra mit lille tete a tete med to andre musikalske genier, Peter Sommer og Mikael Simpson. Vin og musikalitet i en højere enhed. I de sene aftentimer, alene med et Zalto glas ved min side, er jeg endelig klar med det jeg selv vil kalde en evergreen to be. Vær så artig, Vingejst med nummeret, Elskede at drikke, Drikker for at elske:

Åben op, duft, drej det rundt
Og vend det op og ned udover de stenede
marker
Åben op, duft, tag det hele ind
Se dig blind, flyt dig tilbage hvor du kommer fra

Elskede at drikke
Drikker for at elske
Elskede at drikke
Drikker for at elske

Åben op, drik, yeah
Skifer og kalk i dit hjerte
Så længe dine ranker står
Og tag ikke druerne for givet
Så længe dine ranker står
Det er det bedste ved livet
Åben op, duft, drej det rundt
Og vend det op og ned udover de stenede
marker
Så længe dine ranker står

Elskede at drikke
Drikker for at elske
Elskede at drikke
Drikker for at elske

Så længe dine ranker står
Så længe dine ranker står
Så længe dine ranker står
Så længe dine rænker står

Elskede at drikke
Drikker for at elske
Elskede at drikke
Drikker for at elske

Hører jeg nogen sige P3’s uundgåelige?


Aftenens vin er fra Loire hos Le Sot de L’Ange. Vinen hedder Malolatix og er fra 2017. Druerne er Gamay, Grolleau, Melon og Tannat. Det er ren most uden noget halløj i. Vinen er smuk klar rød og skinner i lyset fra solens forårsstråler i mit vindue. I duften er der masser af røde sommerbær, sådan lidt henad romtopf, overhældt med fløde. Og lige pyntet af med en fræk karameltuille. I munden er sommerens rene bær igen og sluttes af med en let bitter syre der bidrager med kant. Meget ren i sit udtryk.

Forhandler: Extrabrut

Pris: vist noget 120kr på bud

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Gianfranco Zola

Drak lige endnu en lidt hurtigt, så noterne er derefter. En Nebbiolo fra Lessona området i det nordlige Piemonte. Huset er Villa Guelpa. Vinen Lessona 2015, 100% Nebbiolo. I duften moden skovbær, og man fornemmer tørstoffet. Jeg får en smule sådan kandiseret appelsinskal blandet med varme krydderier og tørrede roser. I munden er der straks klar Nebbiolo karakter. Rød frugt og ganske tørt. Ikke så mange dikkedarer. Egentligt dejligt at den frisker lidt op i munden efter at virke ganske moden i næsen. Absolut en ret habil Nebbiolo

Vinen blev købt til en lille smagning i Salling. Kan ikke huske prisen

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Massimo Ambrosini.

På vinbar med singer/songwritere.

Danmarks måske mest omnipotente vinblogger, må lige indskyde et lille indlæg her på bloggen, inden vi når til den hæsblæsende afslutning på føljetonen om den mytiske vin fra Antonio H Conte. Grunden til afbrækket skal findes i, at undertegnede forleden frekventerede byens nye hotte hippe vinbar. En vinbar hvor vinene kappes om at være udsmykket med den ene mere infantile og minimalistiske etiket end den anden.

Mad serverer de skam også i det bevidst rustikke, men alligevel med mentalt overskud, og overlegenhed udsmykkede rum. Menuen byder på samtlige Beauvais’ middagsretter, Spaghetti Napoli, Tartelet med kylling, Boller i karry, Spaghetti Bolognese og min personlige favorit Wienergryden. For dem der ikke kender Wienergryden er der tale om krydrede frikadeller med hvidkål, gulerødder og kartofler. Alle ingredienser er ifølge Beauvais nøje udvalgte og tilberedt med stor respekt for smag og konsistens.

Tendensen med serveringer af mad fra dåse har nået nye højder. Luften på vinbaren er tyk af ironisk distance og selvtilfredshed. En luft der kun bliver tykkere af navnet på vinbaren. VinbarKom. De sælger såmænd også små shots af rød, hvid eller orange af den mest syrlige most huset har at byde på. Og hvad hedder sådan et bræt med fem shots så? Ja den årvågne læser har nok allerede regnet det ud. Et bræt med Komshots. Ja tak.

Men hvorfor er jeg overhovedet på VinbarKom. Jeg skulle mødes med to af Danmarks største singer/songwritere, Peter Sommer og Mikael Simpson. Peter er lige blevet forladt af sin kæreste, så lidt moralsk support er på sin plads. Peter havde ringet tidligere og sagt “Jeg trænger til at drikke. Ikke tale bare drikke”. Nu sidder han så der, på sin vakkelvorne blå træstol og rører slet ikke sin lækre Spaghetti Napoli. Mikael og jeg hugger godt til i vores Boller i karry og Wienergryde, alt imens vi grådigt bæller en flaske natur på Gamay.

Peter sidder med mobilen og taler med sin ex “Gid du kom til vinbaren og blev her. Gid du var så tæt at jeg ku se dig”. Mikael kigger op fra sin keramikskål med Boller i Karry. Han ser træt ud “Peter for satan. Læg nu den mobil. Vi har alle vore problemer. Jeg sy’s f.eks jeg sidder fast. Jeg sy’s jeg sidder lidt fast”.

Hold nu kæft i to. Lad os få en flaske mere” siger jeg i et forsøg på at løsne stemningen lidt. “Gustav. En flaske af din sureste umanipulerede røde”. Gustav kommer fluks ned med en rød på Poulsard og Grenache. I det samme kommer Simon Kvamm ind. Vi prøver, at undgå at kigge op, men han kommer selvfølgelig direkte ned til vores bord “Hej hvad laver i?. Er i Chip og Chap på røvguitar. Tibetanertøj fra Mars. Rødlig vin er fars. Igen og igen og. Og hvad med os to Peter?

Peter og jeg dukker os lidt. Kigger interesseret på vores vin. Vi er lidt konfliktsky. Mikael derimod, altid klar til at tage en konfrontation, kigger direkte på Simon med sine stålblå øjne “Vi ku ha taget væk men det gjorde vi ik. Du Simon drømmer om et andet sted. Fuck af. Der er ikke noget de eneste to, tre eller fire her. Det er slut”. Simon vender sig slukøret og vi hører ham mumle mens han bevæger sig mod baren “I wannabe Darth Vader. Bare vent og se”.

Det er fræk vin det her. Dyrt men godt”, siger jeg i det jeg skal til at hælde op. “Gode dyr er rådne. Gode vine er dyre. Vildt dyre”, siger Mikael med et anerkendende nik. “Men vær lidt forsigtig når du hælder vin. Måske er det for meget for mig. Det hele bliver alt for meget for mig. Det hele bliver alt for meget for mig”. Mikael bliver altid hurtig fuld når vi er ude. Peter nikker stille “Vinene står i kø og de ryger lige ned”. Han er sgu også ved at være ristet. Der er ikke meget Rock and Roll over de to, tænker jeg mens jeg tager en ordentlig slurk af den sure dejlige tørstslukker af ren ægte umanipuleret grapejuice.

Hvorfor fortæller Danmarks måske mest durkdrevne vinblogger denne på overfladen ligegyldige historie. Samværet med to fortællere af gudsbenådet talent, har fået mig til at turde tro på egne musikalske og lyriske evner. Jeg er derfor ifærd med at skrive sange inspireret af Peter og Mikaels skæve lyriske univers og inden længe vil første sang ramme bloggen. Glæd jer.

I aften er vi i Mosel. Weingut Cantzheim. Fuchs Riesling Saar 2017. Altid et dejligt sted at være. I duften er der primært pære og noget grøn krydderurt. Måske er der også lidt stikkelsbær og skal af citrusfrugt. I munden er der tydelig pære og en pæn portion grape/ og skal af samme. Bitterheden og syren hænger ved længe i munden. Og det er altså meget positivt ment. Det er Mosel og det er Riesling. Det smager jo altså bare godt. Ikke så meget pis der.

Forhandler: Jørgensen og Co

Pris: 195kr

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Toni Kroos.

Kapitel 4. Kungfu kamikaze.

Thomas og jeg glemmer for en tid den forførende, lokkende flaske i midten af rummet. Vores fokus er fuldt ud på smagningen. Vi går dybt. Måske dybere end vi er gået længe. Vi sutter helt i bund. Alle vore tanker og hele vores væsen er på vinen. Et pludseligt brag flår os ud af vores fordybelse. Et kraftigt lysglimt efterfulgt af et hult drøn flænser igennem lokalet. Kun erfaringen fra min tid i special forces, hjælper mig til i det totale kaos at verificere lyset og lyden, som værende en flashbang granat formentlig af italiensk fabrikat. Den slags er ikke decideret farlige, men ubehagelige sataner er de.

Instinktivt kaster jeg mig i dækning bag et af smagebordene. Det eneste jeg hører, mens jeg spejder rundt i lokalet er en konstant gennemborende hyletone. Begge mine trommehinder er sprunget. Jeg mærker det varme blod på mine kinder. Ud af virvaret, ser jeg pludseligt Niels P storme frem mod glascylinderen med den mytiske Antonio H Conte vin. I noget, der ligner et kungfu kamikaze angreb vælter og flår han alt og alle, inklusiv de chokerede carabinieri, omkuld i sin vej frem mod flasken. Han blik lyser af vanvid og determination.

Jeg kigger desperat efter Thomas, og ser ham ligge på gulvet i en forsterlignende omfavnelse med en flaske af nebuchadnezzar størrelse. Jeg ved godt, at Thomas foretrækker de lidt fyldigere piger, men synet er dog, lige i øjeblikket, en anelse chokerende. I ren angst og desperation er han regredieret til sit happy place. Jeg har set det mange gange på slagmarken. Ikke alle kan holde til mosten. Jeg brøler af mine lungers fulde kraft “Thomas….Kom op for helvede, Niels P går efter flasken”.

Thomas kommer vaklende på benene, og kigger forvirret rundt, indtil vores blikke mødes. Han forstår straks situationens alvor. Niels P er allerede på vej mod udgangen, og vi eftersætter. Udenfor står regnen tungt ned. Det er rensende og jeg mærker min hørelse vende tilbage. . Jeg råber efter Niels P “Stop…..Niels for Guds skyld, jeg ved du kendte årgangen på den Conterno dengang på cafe Druen. Belysningen var jo top mærkelig den aften. Ingen ville kunne vide hvilken årgang det var“. Niels P stopper op et øjeblik, vender sig mod os. Med et forundret blik kigger han på os, nærmest igennem os “Radisson værelse 1313“, siger han og vender rundt og forsvinder ind i den silende regn…..fortsættes….

Vi er i Toscana i aften. Fuori Mondo, Libero 2015. Det er noget ikke certificeret natur. Jeg tror uden helt at vide det at den har ligget på ståltank og på lidt fad. Druen er Ciliegiolo. En drue der ofte blandes med Sangiovese, og menes at være i familie med selvsamme. Her står den alene. Ciliegiolo betyder vist lille kirsebær, om det henviser til farve eller smag ved jeg ikke. Men uanset synes jeg man fornemmer slægtskabet med Sangiovese. Vinen/druen er helt grundlæggende charmerende. I første snif fornemmes naturvinen, noget dyrisk, røget kød og næsten blod. Som det damper af træder den mørkerøde modne frugt mere frem. En indbydende dyb duft. I munden juicy frugt med en lille syre og en dejlig tør tannin. Det er rustikt og juicy. Vinen er en fornøjelse at drikke. Slurk efter slurk.

Forhandler: Fejøvin

Pris: ikke decideret billig men hvis du er til stilen er det værd at gå efter Ciliegiolodruen.

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Attilio Lombardo. (Ja ham den skaldede…han var for fed).