Kapitel 3. Lad spillet begynde.

Skyerne trækker sig sammen over den gamle kedelhal, da vi ankommer. Det ser ud til regn. Udenfor hilser vi på flere af de øvrige smagere. Vi kender hinanden. Vi har været igennem meget sammen.

Sådan en Piemontesmagning trækker lidt af hvert ud fra små lumre vinhuler rundt om i byen. Særligt bemærker jeg at Niels P er kommet. Niels var engang en smager af Guds nåde, men presset blev for meget for ham. Rygterne sig at han har levet mere eller mindre isoleret i sin lille kvistlejlighed over Imerco i de senere år. Kun den vedvarende strøm af bude med kasser med vin vidner om, at der trods alt er liv indenfor.

Men nu har han så åbenbart vovet sig ud. Personlig hygiejne eller tøjindkøb har tydeligvis ikke været en prioritet for ham. Han genkender mig og vi nikker indforstået til hinanden. Der er en gensidig respekt mellem os. Det mærker jeg. Niels og jeg har battlet ved blindsmagebordet utallige gange gennem årene. Faktisk er jeg nok ikke helt uden skyld i Niels’ deroute. Jeg husker ihvertfald tydeligt den sidste Taste Off battle på cafe Druen. Det var sidste og afgørende vin og Niels rammer ikke årgangen på en Barolo fra Conterno. Det var som om et lys slukkedes i ham efter den blindsmagning. Der er nogen der mener at vide, at han lige efter rejste direkte til Piemonte, hvor han slog sig ned i områdets vinmarker. Noget med at komme helt ind i vinens ånd. Hvordan det gik ved jeg ikke, men han måtte jo have haft sine grunde til, at være vendt hjem til lejligheden over Imerco.

Indenfor i kedelhallen er der en elektrisk stemning. Flaskerne står stolte på rad og række på borde med pletfrie hvide duge. Som soldater ved en nordkoreansk militærparade, er de klar til at blive beundret af de hungrende ventende masser. Thomas går ved siden af mig. Han har været stille siden vi ankom. Han virker en anelse sammenbidt. På gåturen til kedelhallen fortalte jeg ham min plan. Thomas havde været noget skeptisk, men havde til sidst indvilget med ordene ‘vi gør det sgu’. Jeg tror ikke han følte sig sikker på kvaliteten eller gennemtænkningen af planen.

Erfarent og med underspillet kendermine går vi igang med at smage. Der slubres og spyttes mere end i en fransk pornoproduktion. Alt imens drages vores blikke mod en ca halvanden meter høj marmorcylinder hvorpå endnu en cylinder af tykt glas er placeret. Fire bistert udseende italienske carabienieri med det der ligner skarpladte Beretta pistoler står vagt omkring cylinderen. Flere nysgerrige er allerede begyndt at flokkes omkring dem. Vi skimter i glascylinderen det der må være en flaske Antonio H Conte. Rygtet talte altså sandt…. fortsættes….

Tillukket af snot, enhver vinbloggers mareridt. Jeg er tilbage, ikke for fuld kraft, men når naturen nu engang har forsynet mig med et snudeskaft, der er en erfaren trøffelgris værdig, går det hele nok alligevel. Vi er i Frankrig hos Vignoble Reveille. Vinen er Franc Tireur og vi er mere præcist i Roussillonområdet. Det er Carignan. Og vist pænt gamle stokke af slagsen. Der er noget lækkert over ordet Carignan. Ligesom Mourvedre, det er også et fedt navn. Navnet Carmenere bryder jeg mig ikke om. Det er et dumt navn, synes jeg. Men her har vi altså at gøre med gamle stokke med Carignan. Og det er naturvin, så er det sagt for all you haters. Man kan godt dufte det er natur, men ikke “for meget”. Ud fra duften ved jeg hvad der venter og jeg glæder mig. Vinen fortæller mig hvad den er. Jeg kan mærke jeg ikke bliver skuffet. Efter en lang forkølelse er det her faktisk lige hvad jeg har lyst til. Noget rent og tørt. Der er bær i næsen, sådan henad de blå, noget røget og måske lidt grangrene, ikke fullblown grannåle men mere sådan lidt grenet. Noget lidt krydret. Det er frugtigt og tørt. I munden er der frugt, måske noget rød og blå frugt, en dejlig syre og tørre behagelige tanniner. Lyder måske lidt spinkelt men vinen er absolut ikke uden dybde. Det er simpelthen bare god læskende (skide naturvinsord) vin. Den flød ihvertfald nemt og behageligt ned i min sultne mave.

Forhandler: Fejøvin

Pris: Kan ikke huske det.

Hvis den her vin var en fodboldspiller: David Ginola

Kapitel 2. Vejen til paradis begynder i helvede.

Byen viser sig fra sin smukkeste side. Lun vindstille formiddag. Jeg har lyst til en lille frisker. Mine ben fører mig mod byens uden tvivl mest snuskede vinbar, The big Zin bar. Hver formiddag mellem 8 og 11 kører de cremant på glas til 10kr. Til de rigtigt morgentørstige er der The Mug til 25kr. Et gammelt marmeladeglas med lige dele Zinfandel, Merlot, Ribena solbærsaftevand og en snas af revet konventionel citronskal.

Stemningen på The big Z er allerede høj. Stamkunderne sidder hvor de altid sidder. Med tørke i munden og tomme blikke løfter de hovedet få centimeter, da jeg kommer ind. Kun for straks at konkludere, at jeg ikke udgør en trussel mod deres gøremål. Jeg spejder ubemærket rundt, mens jeg bevæger mig mod baren “et glas af din fineste Cremant må man bede“. Karton Karsten bag baren nikker indforstået og skænker mig et glas, “Vær så artig“. Jeg mærker den kølige læskende drik væde først mine læber, derefter rulle rensende rundt i min mund for til sidst at forsvinde langt ned i min mave.

Allerede da jeg kom ind så jeg min gode ven Thomas Mørk sidde alene ved et af bordene. Jeg går stille ned til ham “God formiddag Hr. Mørk, hvad bringer dig i løvens hule?” siger jeg, mens jeg trækker en stol ud og sætter mig med et tilfreds suk. Thomas kigger forundret op på mig. “Jeg varmer bare gummerne lidt op. Det er jo en stor dag i dag. Piemontesmagningen nede i den gamle kedelhal”. “Åh ja for satan. Det er jo idag”, svarer jeg, ganske vidende om, at jeg overhovedet ikke anede, at der var smagning i dag. Og så endda en Piemonte smagning. Dagene var lidt rodede sammen for tiden. At jeg kunne glemme en smagning var da vist et vink med en vognstang.

Thomas læner sig stille indover bordet mens han kigger mistænkeligt rundt “har du hørt rygterne?“, siger han med sænket stemme. “Rygter. Hvad snakker du om?“, siger jeg lettere forundret over den retning samtalen begynder at tage. Thomas ryster på hovedet”Hvor fanden har du egentlig været den sidste tid. Du er jo helt på månen mand. Har du ikke hørt om det?. Det er ikke officielt men jungletrommerne fortæller, at der er en Antonio H Conte vin med på smagningen”. Hvis jeg ikke var vågen før, så var jeg det nu “Hvad helvede snakker du om. En Conte!. Jeg troede det var en vin vandrehistorie”.

Sagnet om Antonio H Conte fortæller historien om vinen Persephone og bjerget Monte Vinofino i Piemonte. Et råt uvelkomment sted. En tæt tåge lå hele året som en dyne over bjerget. Tornede buske og krogede træer gjorde stedet ufremkommeligt. For foden af bjerget lå og ligger stadig den lille landsby La Modrica. Beboerne i byen levede i gamle dage meget traditionelt. En dyb overtro prægede livet i byen. Ingen beboer satte nogensinde fod på bjerget Monte Vinofino. Fortællinger blandt landsbyens ældste fortalte historier om, hvordan der levede et væsen på bjerget ved navn Il Mago. Et væsen med ovenjordiske krafter. Der gik historier om vinbønder, der var gået op på bjerget for at lave vin, men aldrig var vendt tilbage. Det var som om bjerget opslugte alt der trådte fod på det.

En efterårsdag i 1962 kom en mand med et stort vildt gråt skæg, iklædt et gammelt sæt Giorgio Armani, ud af tågen. I favnen havde han 7 flasker vin. Uden et ord gik han hen på torvet. Stillede de 7 flasker på et bord på markedspladsen. Vendte sig om og gik tilbage ind i tågen, for aldrig at blive set igen. På hver flaske påklæbet et enkelt stykke papir med ordene ‘a Persephone da Antonio H Conte. Ingen vidst hvem denne Antonio var.

Herefter fortaber historien sig. Ingen ved hvad der skete med de 7 flasker vin. Men sagnet siger, at det var de bedste vine nogensinde lavet. Vine i stand til at åbne såvel helvedes som himlens porte. Vine så ovenud magiske, at det overgik selv de mest lærde vinkenderes fatteevne. Og det siger alligevel en del.

Thomas kiggede op på mig med sit mest insisterende blik. “Jeg har hørt at vinen er under heftig bevogtning. Noget med skudsikkert glas, sensorer ift varme og berøring. Alt det sidste nye sikkerhed. Men fuck jeg skal smage den vin om det så er det sidst jeg gør“. Det var virkelig ikke ret tit, at Thomas satte sig noget for, men når han gjorde, så gik han all in. “Jeg tror jeg ved hvordan vi gør” sagde jeg og tømte mit nu lettere lunkne glas Cremant…. fortsættes….

Aftenens vin er desværre udgået på grund af tekniske vanskeligheder. Et stoppet snudeskaft og et ligeledes lukket eustakisk rør i øret, har gjort det komplet umuligt for undertegnede i en længere periode overhovedet, at nærme mig bare noget der minder om noter i vin. Så hvis aftenens vin var en fodboldspiller tror jeg sgu vi er ude i noget Christian Poulsen.

Hvad er vinens næse?


Det er lørdag morgen klokken er 8. En økologiske shakiso espresso fra Ethiopien i min AS Roma espressokop. Billedet på koppen af Romulus og Remus der ammer ved ulvens bryst gør mig altid i godt humør. Kaffen er floral, frugtig og flygtig. Jeg kaster et blik op på billedet af Francesco Totti på væggen over min gamle Astoria Dual espressomaskine. ‘Skål gamle dreng’, tænker jeg, mens jeg mindes mesterskabet i 2001. En 3-1 sejr over Parma på det olympiske stadion i Rom. Målene sat ind af Totti, Montella og Batistuta. Jeg kan fysisk genkalde mig lettelsen da vi endelig vandt. Juventus pustede os i nakken. En lille sidevogn i form af en grappa di Nebbiolo bliver det også til. Livet er godt ikke sandt?

Ud af min højttaler lyder Brett Andersons særegne plagede stemme…….and as they call you to the eye of the storm. All the people say “Stay at home tonight”. I say we are the pigs we are the swine. We are the stars of the firing line…….. Jeg gør mig hurtigt færdig, lukker og låser hoveddøren efter mig. Byen venter derude. Det bliver en god dag i dag. Jeg kan mærke det.

Alt det var i morges. Klokken må nu være omkring 21. Jeg aner det faktisk ikke med sikkerhed. Min virkelighedsopfattelse er ærligt talt lidt sløret. Sandheden er den, at jeg i øjeblikket hænger med hovedet ned fra 13 etage på hotel Radisson. Det eneste mellem mig og betonfliserne langt der nede, er fire stærke hænder om mine ankler. Min egen råbende rædsel fylder alt inde i mit hoved. Stilheden og vinden alt herude. Ingen ord kommer over mine læber. De slipper mig hvis jeg begynder at skabe unødig opmærksomhed. Oppe fra vinduet hører jeg Giuseppes vedholdende stemme om og om igen ‘fortæl os det, eller du har drukket din sidste flaske Barolo’….. fortsættes….

Vinen i dag er fra Østrig. Nærmere betegnet südsteiermark. Navnet er Terra S fra Oberguess. Druen er Sauvignon Blanc og året 2016. Farven er jeg komplet ligeglad med. Det er hvidvin you know.. I næsen er der i første snif noget træ og moden frugt. Umiddelbart gemmer noterne sig lidt. De virker lidt pakket ind. Der er masser på spil, men jeg bruger lidt tid på at skille det ad. Men ligeså stille får jeg noget melon (de gule), noget fersken og pludselig en hel del grøn peber, altså den friske slags. Der er en på samme tid sødmefuldhed og friskhed tilstede. I munden er vinen først ret let og enkel. Jeg vil ikke bruge ordet vandet, men den glider ubesværet ind i munden…..som man siger!!!. Læskende let frugt. Den slutter på en lang grapefrugtagtig syre og lille bitterhed. En vin der er meget nem at drikke, men absolut med noget kompleksitet og nuance. Ganske flot balance. Duften kan man godt gå lidt på opdagelse i.

Forhandler: Fejøvin

Pris: kan ikke huske….

Rating: gider ikke give point mere…ikke mere af det karakterræs..

Hvis den her vinvar en fodboldspiller: Claude Makelele.


Dødsfald og onani.

Jeg har onaneret meget i dag. Otte gange og klokken er kun kvarter over 13. Det er for meget synes jeg, men jeg kan ikke lade være. Jeg er allerede begyndt at overveje gang nummer ni.

Min udlejer Kirsten Larsen er død. Jeg må indrømme jeg er voldsomt påvirket af hendes død på trods af, at jeg ikke har kendt hende så længe. Hun var et dejligt menneske. Så fuld af liv. Jeg har grædt meget, når jeg altså ikke lige har onaneret. Det er nu faktisk ikke helt korrekt, jeg har også grædt lidt, mens jeg onanerede. Mærkeligt nok er den kombination både fræk og stimulerende. Stærke følelser i et voldsomt spændingsfelt. Jeg kan li’ det.

Kirsten døde ikke det man sædvanligvis vil kalde en naturlig død. Hun ligger oppe i stuen. Der er meget blod. Jeg har ikke ringet efter nogen. Jeg burde vel ringe til politiet. Er det ikke det normale at gøre?.  Jeg overvejer lidt for og imod. Lige i øjeblikket hælder jeg mod imod.

Jeg har åbnet en flaske Giacomo Conterno Barolo Monfortino 2006. Prøver at få lidt samling på nerverne, som man siger. Den er fra Kirstens private vinsamling. Hun har, undskyld havde, en fantastisk samling. Hun viste mig den i går. ‘nok se ikke smage’, sagde hun. Jeg kan huske, at jeg blev lidt irriteret på hende lige der.

Min hjerne tænker mere klart nu. Barolo virker altid. Især dyr Barolo. Ingen behøver vel egentlig at vide det her. Så vidt jeg ved havde Kirsten hverken familie eller venner. Hun var vel egentlig lidt af en eneboer

Jeg er begyndt at holde så meget af huset. Der er muligheder i det her hus. Hvorfor ikke bare blive boende. Fortsætte som intet var hændt. No harm done. Ingen behøver vide noget.

Jeg så forleden, at der står en stor kummefryser i kælderen. Mit humør er vender. Jeg tror det bliver rigtigt godt det hele. Jeg tager sgu mig selv i at gå rundt og nynne tøsedrengene… Prøv at sig, du ka’ li’ mig
Og mer’ end kun med ord. Jeg er blevet skuffet et par gange. Ja, sig du ka’ li’ mig. Og sig det, så jeg tror. At det du vil mig, bli’r jeg ikke fanget i…….  

Hvor er det bare super vigtigt at tænke positivt. Jeg er jo som en glad lille Ole Henriksen nu. Jeg er begyndt at tænke i indretning. Tænk engang nu bor jeg på en eksklusiv adresse med egen dyb vinkælder. Jeg må finde på noget interessant med vinene. Jeg er så glad for min nye vinsamling. Den kan jeg godt være stolt af. Jeg er så glad. Jeg må snart invitere nogle gæster….. Niende gang i dag er på vej kan jeg mærke……

Vinen, som jeg ikke har billede af, er fra Kumpf et Meyer, Y A Plus Qu’A 2016. Vi er i Alsace. Druerne Sylvaner og Auxxerois. Der foregår en del på næsen. Ikke dragende, dybt og dyrt, mere sådan se mig jeg står her og flasher. Det er tits in your face. Ikke silicone, mere nogen der har set livet, men stadig har masser at byde på. Det er pære, orange, eksotisk frugt. Den er på en og samme tid tilbageholdende stringent og flabet frembrusende. Det går såmænd igen i munden, men på slut brager der citrus på tungen. Vi snakker bodytequila på Crazy Daisy i Viborg eller Holstebro back in the daisy…. altså uden saltet…I ved hvad jeg mener. Det er ganske godt det her,  men den citrus gør mig sgu lidt paf. Måske noget mad til vil gøre godt.

Forhandler: Extrabrut

Pris: 120kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Robert Prosinečki.