Dødsfald og onani.

Jeg har onaneret meget i dag. Otte gange og klokken er kun kvarter over 13. Det er for meget synes jeg, men jeg kan ikke lade være. Jeg er allerede begyndt at overveje gang nummer ni.

Min udlejer Kirsten Larsen er død. Jeg må indrømme jeg er voldsomt påvirket af hendes død på trods af, at jeg ikke har kendt hende så længe. Hun var et dejligt menneske. Så fuld af liv. Jeg har grædt meget, når jeg altså ikke lige har onaneret. Det er nu faktisk ikke helt korrekt, jeg har også grædt lidt, mens jeg onanerede. Mærkeligt nok er den kombination både fræk og stimulerende. Stærke følelser i et voldsomt spændingsfelt. Jeg kan li’ det.

Kirsten døde ikke det man sædvanligvis vil kalde en naturlig død. Hun ligger oppe i stuen. Der er meget blod. Jeg har ikke ringet efter nogen. Jeg burde vel ringe til politiet. Er det ikke det normale at gøre?.  Jeg overvejer lidt for og imod. Lige i øjeblikket hælder jeg mod imod.

Jeg har åbnet en flaske Giacomo Conterno Barolo Monfortino 2006. Prøver at få lidt samling på nerverne, som man siger. Den er fra Kirstens private vinsamling. Hun har, undskyld havde, en fantastisk samling. Hun viste mig den i går. ‘nok se ikke smage’, sagde hun. Jeg kan huske, at jeg blev lidt irriteret på hende lige der.

Min hjerne tænker mere klart nu. Barolo virker altid. Især dyr Barolo. Ingen behøver vel egentlig at vide det her. Så vidt jeg ved havde Kirsten hverken familie eller venner. Hun var vel egentlig lidt af en eneboer

Jeg er begyndt at holde så meget af huset. Der er muligheder i det her hus. Hvorfor ikke bare blive boende. Fortsætte som intet var hændt. No harm done. Ingen behøver vide noget.

Jeg så forleden, at der står en stor kummefryser i kælderen. Mit humør er vender. Jeg tror det bliver rigtigt godt det hele. Jeg tager sgu mig selv i at gå rundt og nynne tøsedrengene… Prøv at sig, du ka’ li’ mig
Og mer’ end kun med ord. Jeg er blevet skuffet et par gange. Ja, sig du ka’ li’ mig. Og sig det, så jeg tror. At det du vil mig, bli’r jeg ikke fanget i…….  

Hvor er det bare super vigtigt at tænke positivt. Jeg er jo som en glad lille Ole Henriksen nu. Jeg er begyndt at tænke i indretning. Tænk engang nu bor jeg på en eksklusiv adresse med egen dyb vinkælder. Jeg må finde på noget interessant med vinene. Jeg er så glad for min nye vinsamling. Den kan jeg godt være stolt af. Jeg er så glad. Jeg må snart invitere nogle gæster….. Niende gang i dag er på vej kan jeg mærke……

Vinen, som jeg ikke har billede af, er fra Kumpf et Meyer, Y A Plus Qu’A 2016. Vi er i Alsace. Druerne Sylvaner og Auxxerois. Der foregår en del på næsen. Ikke dragende, dybt og dyrt, mere sådan se mig jeg står her og flasher. Det er tits in your face. Ikke silicone, mere nogen der har set livet, men stadig har masser at byde på. Det er pære, orange, eksotisk frugt. Den er på en og samme tid tilbageholdende stringent og flabet frembrusende. Det går såmænd igen i munden, men på slut brager der citrus på tungen. Vi snakker bodytequila på Crazy Daisy i Viborg eller Holstebro back in the daisy…. altså uden saltet…I ved hvad jeg mener. Det er ganske godt det her,  men den citrus gør mig sgu lidt paf. Måske noget mad til vil gøre godt.

Forhandler: Extrabrut

Pris: 120kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Robert Prosinečki.

 

Jeg er flyttet hjemmefra.

Mit navn er Klaus Svanholm og jeg er flyttet hjemmefra. Det er en stor beslutning, det ved jeg. Min kone har været forstående under hele processen. Jeg tror hun tillægger det en art panikalder. Jeg tror det er noget andet. Det er ikke en permanent løsning. Det er midlertidigt. Det er af terapeutiske grunde kan man vel sige. Jeg lejer et værelse i kælderen hos Kirsten Larsen. Værelset er perfekt. 16m2 med tilhørende køkken og bad, som jeg deler med kun et andet værelse. I øjeblikket bor der ingen i værelset ved siden af, så jeg har det hele for mig selv. Jeg prøver dog meget bevidst kun at fylde to rækker i køleskabet. Så er der to rækker fri til den næste der flytter ind. Grøntsagsskuffen og den lille fryseboks i toppen må vi finde en ordning med. Det skal nok fungere. Det er jeg sikker på. Jeg har som først til mølle valgt de to øverste hylder i køleskabet. Det virker rimeligt nok, synes jeg.

Kirsten siger at værelset sikkert bliver lejet ud snart. Der er rift om lejeboligerne i de større studiebyer. Huset jeg bor i nu er en stor murermester villa på en stille lukket vej i den pæne del af byen. Haven er stor og mørk, omkranset af krogede gamle træer. Det er alt sammen meget lækkert på en, her er penge nok, laden stå til måde. Jeg har i mine 44 år aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at bo på en byens fineste adresser.

Kirsten er eneste beboer i huset udover mig. Hun er enke. Hun har været gift i 43 år med en tandlæge. Kirsten fortalte mig det som noget af det første, da jeg mødte hende. Hendes afdøde mand var, ifølge hende selv, en intetsigende ligegyldig lille nar, som kneppede hver en kælling han snublede over. Han snublede vist tit. Også henover tandlægestolen en gang imellem. Men som hun sagde, et dejligt hus og en betragtelig arv var der da kommet ud af sliddet. Kirsten er befriende bramfri.

Jeg har indrettet mig enkelt i mit nye hjem. Overskueligt. Jeg har købt en 90er boksmadras med topmadras og et lille spisebord med to stole. Med mig hjemmefra har jeg lidt tøj, min mobil, en højttaler, 6flasker vin, Zalto glas og diverse småting. Jeg ligger på min seng. Hænderne foldet bag nakken. Jeg slipper et tilfreds suk. Det er mange år siden jeg sådan rigtigt har sukket på den måde. Min ene hånd rækker ud efter mit Zalto bourgogneglas på gulvet. Smagen af biodynamisk dyrket Xinomavro drue fra Naoussa i græsk Makedonien rammmer min mund og gummer. Det er læskende med behagelige tanniner. Min anden hånd finder vej ned i mine boxershorts. Jeg kan høre Kirsten trippe rundt ovenpå. Hun steger vist noget i køkkenet. Jeg synes det dufter af krebinetter…. fortsættes

Der er flere vine på spil idag. To faktisk. To røde fra Rioja. Marques de Riscal og Lopez de Heredia. Herederos del Marques de Riscal Reserva 2013 på 90% Tempranillo, 7% Graciano og 3% Mazuela og 24 måneder på amerikansk eg, byder på masser af primær moden frugt. Efterfulgt af træ og vanille. Lidt dild og sådan noget henad kokosmælk/karamelliseret kokosmælk er der også. Det er ikke komplekse noter men de er behagelige og i pæn balance. Det er frugt og fad. Man fornemmer lidt alkohol. Frugten går igen i munden, en lille velintegreret tannin og en pæn syre. Det hele er godt afstemt. Vellavet vin. Den spjætter ikke. Den vil ikke noget særligt. Det er ikke udfordrende eller komplekst. Det er måske lidt kedeligt. Men det er nu også ok lækkert.

Forhandler: Meny og mange andre

Pris:i Meny to for 200kr

Rating: 4/7. God sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Lopez de Heredia Tondonia Reserva 2005 på 70% tempranillo, 20% garnacha og de sidste 10% udgøres af graciano og mazuela. Gæringen foregår på 130 år gamle egefade. Så godt med guf til vinen der. Oldschool style. I kan selv læse mere om vinhuset. Det er traditionelt med traditionelt på. Ganske fascinerende faktisk. Vinen er selvfølgelig falmet lidt i farven. I duften masser af moden frugt. Syltet frugt nærmest balsamisk. Fadet er der med vanillenoter. Fadet er godt integreret, ikke dominerende. Nærmest ingen tannin, men syren er stadig ret pæn. Faktiske holder syren vinen meget levende. Vinen har trods de tunge noter noget let over sig. Klassisk er det….Men er det nok?

Forhandler: flere men købt i Meny

Pris: 2 for 400kr

Rating: 5/7… mest fordi det er så satans klassisk.

Boys boys boys.

“Nå Sabrina det var på tide“, udbryder Giampiero lettet. Jeg kigger mig forvirret rundt og ser hende stå ved broens gelænder. “Sabrina?. Jamen dit navn er da Diana Larsen. Hvad er det her for noget? Hvorfor peger du på mig med den revolver, det er ham der er skurken”, ordene snubler ud af mig mens jeg vifter en pegefinger mod Giampiero. Foran mig står Diana Larsen eller Sabrina, som hun åbenbart også er kendt som. Hun er iført en kropsnær og selvsiddende lædertop. Hendes bryster er virkelig store i den top. Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Trods den tilspidsede situation er jeg faktisk ret pirret. Liderlighed og angst er åbenbart en stærk kombination.

Sabrina kigger på mig med et af den slags smil, der aldrig når øjnene. “Mit navn er Sabrina Salerno. Giampiero er min bror. I 80’erne havde jeg flere store hits bl.a. numre som Boys boys boys (summertime love), All of me (boy oh boy) og Siamo donne. Det handlede kun om penge, min ægte kærlighed lå i vinen. I vinen her i Lazio. Min familie fik aldrig en chance for at udleve den drøm om at lave stor vin. Men vi gav aldrig op. Jeg joynede politiet og resten er vist historie“. Jeg hører ikke rigtigt efter, for hold da op de bryster er store. Åndsfraværende svarer jeg “Nja…du havde vel reelt kun et hit, de andre må vel siges, at være lidt halvhjertede forsøg på at malke en succes. Men videoen var original det må man sige“. Jeg er ikke sikker på, at mit svar er det klogeste i en i forvejen ret prekær situation involverende skarpladte håndvåben, ihvertfald forsvinder smilet hurtigt fra Sabrinas ansigt. “Du skal dø nu Bermann. Du er jo et kæmpefjols. Gæt hvem myndighederne vil holde ansvarlig for mordene og hvem der går fri. Hvem var ved PiemonteBar ved det første mord? Hvem var i Rom ved andet mord? og hvem er sygeligt optaget af Candela Dictum?. Tja nu falder femøren vist, ikke sandt Bermann?”.

Sabrina bryder ud i høj skinger latter, men latteren overdøves pludseligt af brølet fra en kraftig italiensk bilmotor, en kæde bliver flået af, og jeg ser en Alfa Romeo Spider i fuld fart op ad Ponte Sisto. Sabrina og Giampiero springer desperate ud over broen og ned i Tiberens grumsede vand. “Hop ind, du ligner en der trænger til at glas vin”, lyder Cesares rolige stemme. “Lad os to tage på vinbar og lade politiet tage sig af de to banditter“, fortsætter hans. Vi kører mod vinbaren Bar di Vino e Karaoke.

Cesare forklarer undervejs, hvordan han helt tilfældigt havde set os stå på broen, på vej hjem fra noget sent arbejde på universitetet. Fremme ved vinbaren parkerer han nonchalant Alfaen foran indgangen og vi slentrer ind, som var vi Crockett og Tubbs i et afsnit af Miami Vice. “Ciao Schillaci, et glas af din fineste naturmost og hvad siger du til at min nye ven og jeg giver et karaokenummer, spørger Cesare bartenderen. Et indforstået nik og et øjeblik senere står vi klar på scenen. Jeg med mikrofon og Cesare med let spredte ben klar til en ond luftguitar… Welcome to the jungle we’ve got fun and games….We got everything you want honey, we know the names……We are the people that can find whatever you may need…. If you got the money, honey we got your disease…..Jungle, welcome to the jungle…..Watch it bring you to your shun n-n-n-n-n-n-n-n knees, knees…..Uh, I, I want to watch you bleed….. Skingert og snerrende og med en vanvittig vokal rækkevidde brager min stemme ud i den romerske nat og hvem havde anet, at Cesare ‘Slash’ Maldini var tidligere dobbelt italiensk mester i luftguitar….Rom er vores by i nat.

Vinen er fra Grækenland. Fra Ano Diakopti på Peloponnes. Det er Retsina (resineret hvidvin) fra Tetramythos Wiens. Den er fra 2017. Forhandleren beskriver den således “En moderne klassiker – Amfora-fermentered Retsina – på Roditis druen fra 20-25 år gamle og nordvendte bush-vines i kalksten i en 850 meter højde. Med resin (harpiks) tappet fra vingårdens egne fyrretræer i dens rå form tilsat mosten af kurvepresset Roditis-most. Vinen er spontantgæret. Man kan fornemme tilstedeværelsen af resin i både aroma og smag, men den er integreret med noter citrusfrugt. Der et let fif af salt og mineralitet i den let-drikkelige Retsina”. Jeg synes vinen har mange af de kendetegn, som vine i den lettere ende har, græs, æble, citrus og her også lidt salt. Harpiks noteret jeg mig kun fordi jeg ved den er der. Men den har en anerledes kant som kommer deraf. Den har god fylde, virker ganske olieret med med en dejlig frisk prikkende syre. Alt i alt bare en virkelig dejlig letdrikkelig vin, som absolut gør alle de dårlige retsinaer vi måske har fået på ferien til skamme.

Forhandler: Oinifilia

Pris: 99kr

Rating: 5/7

Hvis den her vin var en fodboldspiller: Herbert Wimmer.

A shot in the dark.

Jeg drikker. Glas efter glas af den skønneste naturvin Italien kan tilbyde. Det gør mig godt. Jeg mærker hvordan den sunde læskende most bevæger sig i min krop. Hver en celle snapper om kap efter dråberne. Giampiero er i topform. Han er den perfekte vært. Humøret i vinbaren er højt. Jeg begynder at kunne mærke alkoholen. Mine tanker er et mylder af glæde og lethed iblandet en svag følelse bagerst i hovedet af noget ondt og mørkt. Men i min nuværende tilstand er jeg i et hele af krop og naturmost. Det onde må vente. Tiden vil komme.

Jeg noterer mig, at væsken i min krop har fundet vej dertil, hvor den higer efter at komme ud igen. Jeg går ud på toilettet. Let svajende lader jeg den mørke urin vælte ned i kummen. En kraftig duft af lyse røde bær, svovl og gæret æblemost rammer mine næsebor. Mit blik glider over væggen bag kummen. Væggen er, som man kender det fra alverdens toiletter overskrevet med diverse beskeder og citater. Et telefonnummer efterfulgt af “ring til mig hvis du vil have pik”, ” Fuck Berlusconi”, “Forza Roma”.  Tegninger af tissemænd i mere eller mindre opfindsomme udformninger, bidrager til det samlede visuelle billede. Et kaos af tanker og budskaber samlet på en væg, på et toilet, på en vinbar i Rom.

Mit blik dvæler ved noget tekst. Der går et øjeblik inden jeg ser hvad der står. “Lad jorden være fri thi vinen må gro, hvor rødderne føler sig hjemme“. Rummet begynder at snurre. Jeg føler mig svimmel. Brikkerne falder langsomt på plads. Tiden er inde. Jeg snubler ud i baren. Som en kugle i en pinballmaskine rikochetterer jeg mod udgangen. Jeg registrerer svagt Giampiero råbe efter mig. Ude på gaden kigger jeg mig desperat omkring. Mørket har lagt sig over Rom. Luften er køligere men stadig lun. Jeg samler mig og bevæger mig mod broen Ponte Sisto, en af flere broer over floden Tiberen, der forbinder bydelene. Jeg må væk. Reorganisere. Tænke.

På broen forcerer jeg med et kækt spring den kæde, der er sat op for at forhindre biler i at køre over. Broen er mennesketom. Bag mig hører jeg råb. Jeg vender mig og ser Giampiero forpustet forsøge, at nå op til mig. “Vent“, råber han. Jeg stopper op. “Lad mig forklare. Du har regnet det ud, har du ikke?”, siger han. Jeg kigger alvorligt på ham. “Jo jeg ved det nu. Hvorfor gjorde du det?”, spørger jeg undrende. Giampiero ser træt ud. “Min familie fik aldrig en chance. De forpulede acciugas di cazzo (pikansjoser) fra Toscana og Piemonte bestemmer alt. De ønsker ikke at miste deres staus som de fineste vinområder. Men de ved godt at jorden i Lazio er helt unik. Deres magt er enorm. De bestemmer over jorden her. De tvinger os til at dyrke grøntsager. I generationer har vi dyrket skide grøntsager. Hvorfor helvede tror du, at vi har de bedste grøntsager i hele Italien. Jorden er for vild mand. Den jord kunne skabe stor vin. Vine der ville begejstre verden. Men hvad har vi?, ligegyldig tynd hvidvin. Det er jo lortevin. Du ved jo godt hvad jeg snakker om. Vi er ens du og jeg. Vi forstår vin”. Jeg forstod det. Jeg forstod Giampiero og jeg forstod nu, at det slet ikke handlede om Candela Dictum. Det havde aldrig handlet om Candela Dictum. Jeg var blevet holdt for nar. “Men hvorfor i alverden skulle de dræbes?. Var det virkeligt nødvendigt?“, jeg slynger spørgsmålet ud. ” De to var de værste. De var hovedfigurer i noget der hedder Organizzazione di vini di Piemonte di Toscana delle ultima azienda agricultura agronomia. De to har egenhændigt ødelagt muligheden for Lazio til at dyrke god vin. Vi var enige om at de måtte dø“. “Vi?”,mumler jeg stille. Jeg får en pludselig kold rislen ned af ryggen. Jeg kan mærke, at noget ikke stemmer. Jeg troede jeg havde forstået, men hvad er det jeg har overset. I det samme bliver stilheden brudt af et skud og en stemme “jamen jamen da nu ligner det her jo noget showdown at the OK Corral” ,siger en stemme jeg kender så godt…. fortsættes….

Jeg har drukket flere vine de sidste dage. De er blevet fortæret med stor lyst og stor grådighed. Indtaget uden at forholde mig intellektuelt til produktet. Blot ren og skær pleasure. Jeg vil derfor ikke give point, blot få ord om oplevelsen af hver enkelt vin. Overordnet er der tale om tre vellavede, balancerede, lækre og behagelige vine.

Fra Peter Vinding-Diers på Etna hans Il Piccolo fra 2016. Syrahdrue fra Etna. Very nice. Jeg har drukket flere vine fra huset. Fælles for dem er at de ikke skuffer. De er generelt vildt lækre at drikke. Saft og kraft med en  nødvendig stramhed og syre til at holde vinene levende og interessante. Virker bare ekstremt vellavede. Fra Hj Hansen til 190kr eller to for 300kr.

Fra Fattoria Sorbaiano i Toscana (nær Pisa tror jeg) denne Montescudaio Rosso 2016. Så vidt jeg ved lavet på primært Sangiovese og lidt Malvasia Nera og Montepulciano. Indtaget i omtåget tilstand, men husker det som om den magtede opgaven selvom den kom efter dyrere vine. Igen en vellavet behagelig vin. Fra Carlo Merolli til ca 75kr. God pris.

Sidste vin er fra Cervoles Celler i Costers del Segre i Catalonien. Vinen er fra 2012. Vi er ude i noget overvejende Tempranillo og Cabernet Sauvignon og lidt snas af Garnache og Merlot. Vinen er fra Sigurd Müller og prisen er omkring 150-200kr. Det er bare spansk lækkerhed. Igen er vi ude i saft, kraft og dejlig balance.